TEKSTILPRODUKTION PÃ… HERNINGSHOLM

Af cand.mag. Jesper Meyer Christensen, Museum Midtjylland

Midtjylland udviklede sig i det 20. århundrede til det danske centrum for tekstilindustri. Men allerede i 1600-tallet så man nogle af de første skridt mod en egentlig organiseret tekstilproduktion, da Christian Rantzau anlagde en fårefarm, der forsynede Herningsholms fæstebønder med uld til strikning af strømper.

Langt op i 1900-tallet var uld og strikning en vigtig ressource for bønder og husmænd i Midtjylland. Nogle af de første skridt mod en egentlig organiseret tekstilproduktion i Midtjylland blev taget, da Christian Rantzau i 1600-tallet anlagde en fårefarm, der forsynede Herningsholms fæstebønder med uld til strikning af strømper. Foto: H. P. Hansen.

Herningsholm og den organiserede tekstilproduktion i 1600-tallet

Tekstilproduktion har en lang tradition som et dominerede erhverv i Midtjylland. Fra at have været en nødvendig biindtægt til landbruget i midten af 1800-tallet opstod en egentlig tekstilindustri i 1930’erne, og midt i 1950’erne talte Herning ca. 300 tekstilvirksomheder. Der var tale om en velorganiseret tekstilindustri med store og mindre fabrikker, tekstilmesser og fabrikantforening.

En egentlig organiseret tekstilproduktion i Herning så dog allerede dagens lys i 1600-tallet, da Herningsholms ejer, den holstenske adelsmand Christian Rantzau, så muligheder i at få sine fæstebønder til at strikke strømper af ulden fra egnens får.

Uldproduktionen foregik ved anlæggelse af en fårefarm under Herningsholms gods. Herregården kom dermed til at spille en afgørende rolle for den spirende tekstilproduktion i Midtjylland.

Christian Rantzau og fårefarmen på Sunds Hede

Christian Rantzau var Herningsholms ejer fra 1627 til 1663. Med herregårde både i Danmark og i Holsten var han sammenlagt rigets største godsbesidder. Herningsholm var centrum for hans besiddelser i Midtjylland, og under ejerskab var herregårdens jordbesiddelser på sit højeste.

En del af jorden blev samlet under Nygård, som var en nyoprettet hovedgård på Sunds Hede ca. 10 km nordøst for Herningsholm. Til Nygård hørte 72 tdr. opdyrket land, hvortil kom 3000 tdr. land hede, og gården var målt i areal en af Danmarks største. Den næringsfattige hede gav dog ringe muligheder for dyrkning af jorden.

Kunsten at strikke var en ny teknik, som i slutningen af 1500-tallet var nået til Nordeuropa. Flere herremænd begyndte for alvor at interessere sig for at lære deres fæstebønder at strikke strømper, vanter og andet uldtøj. Christian Rantzau øjnede gode muligheder i at udnytte Nygårds hedearealer til fåreavl.

I 1638 indrettede han derfor en fårefarm, et såkaldt schæferi, på Nygård, der skulle forsyne Herningsholms fæstebønder med uld til strikning. Den lyngrige hede var som skabt til fåreavl, og fårenes uld gav grundlag for et hjemmestrikkeri for Herningsholms fæstebønder. Bønderne fik betaling for de færdigstrikkede produkter, som Christian Rantzau og senere ejere af Herningsholm herefter kunne videresælge bl.a. i Tyskland.

Ulveplage og den stigende uldproduktion

Fårefarmen på Nygård kom til at bære navnet Skåphus, der kommer af det midtjyske ord for får: Skåp.

Hidtil havde fæstebønderne på grund af ulveplagen ikke haft mulighed for at holde større fåreflokke gående på heden. Men på Skåphus fik Christian Rantzau ansat en fårehyrde til at holde ulvene på afstand, og dermed kunne fåreflokken forøges. Dermed tilførte herremanden de nødvendige ressourcer til organiseringen af en ny produktion, der havde et stort markedspotentiale.

Herningsholms fæstebønder mestrede strikketeknikken godt, og allerede i 1639 kunne Christian Rantzau sende en stor portion uld fra sit holstenske gods Breitenburg til Herningsholm som supplement til den uld, der kom fra Skåphus.

Fårefarmen Skåphus vedblev i Herningsholms ejerskab frem til 1779, hvor den blev solgt fra.

Afslutning

Efter at bøndergodset blev solgt fra sidst i 1700-tallet, blev der, såvidt litteraturen anviser, blot drevet konventionelt landbrug på Herningsholms hovedgårdsjord. Uldbinderiet havde dog fundet fodslag hos bønderne, der vedblev at strikke som supplement til deres bondegårdsdrift.

Anbefalet læsning:

Axel Steensberg: Herremændene på Herningsholm, Poul Kristensen, Herning, 1975, s. 158-166

Axel Steensberg: Herningsholm og hosebinderne, Poul Kristensen, Herning, 1982, s. 7-10