RENÆSSANCEN SOM INSPIRATION FOR HERREGÅRD OG ADEL

Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

Reformationen flyttede den danske adels fokus fra nord til syd. Standen havde tidligere fokuseret på politiske, økonomiske og familiære forbindelser til de øvrige skandinaviske lande og den nordlige del af Tyskland, men reformationen i 1536 åbnede for en fornyet interesse for sprog, viden, kunst, kultur og arkitektur fra den europæiske renæssance.  Herregården Rosenholm og dens adelige ejer Holger Rosenkrantz (1574-1642) er et førsteklasses eksempel på, hvordan europæisk kultur var med til at forme den verden, som adelen levede i.

Rosenholm set fra syd. Her ses særligt portbygningens to pavilloner, samt tårnet. De karakteristiske gavle er også tydelige og på den forreste pavillon anes svagt i murværket, hvor der før har været en hængekarnap, som har været en del af den nuværende vinterstue. Foto: Bent Olsen.

Herregården Rosenholm og renæssancen
Rosenholm kom ind i Rosenkrantzslægtens eje d. 7. april 1559, hvor Jørgen Rosenkrantz (1523-1596) ved et mageskifte med kronen erhvervede gården Holm. Rosenkrantz begyndte straks at bygge på stedet. I første omgang fik han gravet tre holme, så hovedbygningen, ladegården og staldgården kunne ligge på hver sin lille ’ø’. Han begyndte derefter med al sandsynlighed at bygge østfløjen, som i dag udgør anlæggets hovedfløj. Denne fløj er bygget i italiensk renæssancestil, hvilket bl.a. kan ses i muren ud mod gårdspladsen. Her udgjordes facaden oprindeligt af et loggiamotiv med store buer og en bagvedliggende gallerigang. Gangen er bevaret, mens de store buer nu kun kan anes i murværket. Jørgen havde været et par år i Dresden under kurfyrst Moritz af Sachsen, som i samtiden havde et – nu ødelagt –  slot i samme stil.

Nogle år senere opførte Jørgen Rosenkrantz efter al sandsynlighed vestfløjen, men denne gang med to karakteristiske pavilloner i fransk stil. Anlægget har dermed bestået af to separate bygninger, muligvis forbundet af en mur. Det er usikkert, hvornår syd- og nordfløjen blev tilføjede, men hovedbygningen i sin helhed har stået færdig som et firefløjet anlæg omkring år 1600, et par år efter sønnen Holger Rosenkrantz havde overtaget herregården.

Som det sidste renæssancetræk på herregården skal blot nævnes de karakteristiske gavle. Lignende gavle kendes kun fra Holmens kirke i København, og man kan derfor gætte på at det var samme bygmester, Peter de Dunker, som byggede på Rosenholm.

Mens Jørgen Rosenkrantz særligt træder ud af historien som ham, der bragte renæssancen til Rosenholm, så træder særligt hans søn Holger Rosenkrantz frem som ham, der i høj grad levede et liv som en renæssanceherremand.

Holger Rosenkrantz og renæssancens idealer
Holger Rosenkrantz byggede ligesom faderen på Rosenholm, men det var især på områderne kunst, viden og dannelse, at ’den lærde Holger’markerede renæssancens indtog på herregården. Han udfyldte de bygninger faderen havde skabt, rammer med et liv, som opfyldte renæssancens idealer om kunst, kultur og dannelse.

Holger Rosenkrantz rejste i slutningen af 1500-tallet til universiteterne i Rostock og Wittenberg, hvor han fik en høj uddannelse og inspiration som han bragte med hjem til Rosenholm. (se temaartiklen Adel i egen ret eller kongelig embedsmand?)

Helt i overensstemmelse med renæssancens idealer støttede Holger Rosenkrantz efter hjemkomsten kunst, kultur og lærdom. Af kunst og kultur beskæftigede Holger Rosenkrantz bl.a. en række kunstnere fra lokalområdet, som han fik til at udsmykke kapellet på Rosenholm, lave træskærerarbejde for sig, male portrætter af sig etc. Endvidere opbyggede han gennem hele sit liv et stort og berømt bibliotek. Biblioteket var så berømt, at teologer og naturvidenskabsfolk fra hele den lutheranske verden drog der til for at studere den viden, som Rosenkrantz lå inde med.

Det var især på lærdomsområdet, at Rosenkrantz agerede som mæcen. Han havde et mindre akademi på Rosenholm, hvor han underviste lovende adels- og borgersønner i særligt teologi. De elever, som ikke havde økonomiske midler til en udenlandsk universitetsuddannelse, fik hjælp af Rosenkrantz til at finansiere studierne. Således betegnede den senere professor Knud Bieske (1576-1612) det han havde lært, og de muligheder han havde modtaget hos Rosenkrantz, som: ”denne Fromhedens hellige Virksomhed, hvis rene og hellige Mælk jeg først inddrak hos Eder”. Rosenkrantz støttede ikke kun kommende lærdes uddannelse, men også allerede etablerede videnskabsfolk. Omkring tyve senere teologiske og naturvidenskabelige værker er dedikeret til ham, hvilket sandsynligvis har betydet, at han har støttet forfatterne økonomisk og mentalt (se temaartiklen Akademiet på Rosenholm).

Holger Rosenkrantz var en højtuddannet, kunst- og kulturstøttende adelsmand. Han havde en passion for viden og førte indgående korrespondancer med både nationale og internationale lærde, som han også støttede økonomisk. Han var i den henseende et fuldgyldigt renæssancemenneske.

Litteratur
J.O. Andersen (1896), Holger Rosenkrantz den Lærde: en biografisk skildring med bidrag til belysning af danske kirke- og studieforhold i det syttende aarhundredes første halvdel, Bang, København

Nielsen (1946), Danske privatbiblioteker gennem tiderne – indtil udgangen af det 17. aarhundrede, bd. 1, Gyldendalske boghandel, Nordisk Forlag

Nicolaisen red. (1991), Rosenholm, Randers Amtshistoriske Samfund

Ogier (1914), Det store bilager i Kjøbenhavn 1634 i Memoirer og breve, udg. af Clausen og Rist, Nordisk forlag

Schrøder (1959), ”Holger Rosenkrantz den Lærde”, i: Albeck, Gustav et.al.: Humanister i Jylland, udgivet af Humanistisk Samfund ved Aarhus Universitet, Ejnar Munksgaard, København, s. 167-192