1660: NEDERLAG OG ENEVÆLDE

Af museumsinspektør Eva Schmidt, Odder Museum

Baggrunden for, at jorden på Odderegnen skiftede ejer skal ikke kun findes i den lokale historie. Det var den danske politik og kongens mange krige mod Sverige, der i 1600-tallet førte til, at krongodset Aakær Len kom i adelsslægten Gersdorffs eje. Det er også historien om Danmarks vej mod indførelse af enevælden.

Frederik 3. blev hyldet som enevældig konge i 1660. Enevældens indførelse i Danmark betød en svækkelse af adelens politiske magt, og man fik en centraladministration baseret på embedsmænd, som ikke nødvendigvis var af adelsslægt. På herregårdene havde den gamle adel – men også nye borgerlige ejere – fortsat stor magt, hvor de bl.a. havde myndighed over fæstebønderne og blev tildelt opgaver i den lokale administration. Foto: Wikimedia Commons

Kongemagtens økonomi

Efter reformationen i 1536 overgik al kirkens ejendom til kronen. Nu blev kongemagten den største jordbesidder i Danmark og ejede ca. halvdelen af landbrugsjorden. Landbrugsproduktionen på krongodset var en væsentlig indtjening for kongen, og ud over denne havde man også store indtægter fra Øresundstolden. Det betød, at der ikke almindeligvis foregik beskatning af befolkningen. ”Ekstraordinære skatter” blev udskrevet til helt konkrete formål.

Det ændrede sig i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Danmark og Sverige indledte flere krige mod hinanden, og det førte til voldsomt stigende militære udgifter. Følgerne af krigene var desuden, at det i første halvdel af 1600-tallet ikke længere var muligt for Danmark at eksportere så store mængder landbrugsvarer til andre lande i Europa. Trediveårskrigen (1618-1648) svækkede generelt økonomien i Europa, og mange lande indførte told på import.

De mange udgiftskrævende krige krævede nye indtægter til kronen. Det skete i form af forøgede og jævnlige ”ekstraordinære” skatteopkrævninger, som især kom til at gå ud over den almindelige befolkning. Adelen havde som udgangspunkt havde det privilegium at være fritaget for skat.

Men skatteopkrævning var ikke længere nok til at finansiere krigene, så kongen begyndte også at låne penge fra danske og udenlandske store købmænd.

Fredstaffel på Frederiksborg slot i 1658. Efter Roskildefreden i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland og Blekinge – og Bornholm. Da Bornholm to år senere formelt set kom tilbage til Danmark, fik den svenske konge i stedet 18 godser i Skåne. De danske godsejere fik som kompensation ny jord i det nu skrumpede danske rige. Det fik betydning for området omkring Odder, hvor der i de følgende årtier blev oprettet fem herregårde på det gamle krongods. Foto: Wikimedia Commons

Fredsslutning med Sverige og de nye godsejere

Efter krigene mod Sverige 1657-60 blev der forhandlet en fredsaftale på plads. Danmark skulle afstå områderne Halland, Skåne og Blekinge – en tredjedel af Danmarks areal. Det indebar også, at Øresund nu blev internationalt farvand, og at kongen mistede muligheden for den betydningsfulde indtægt fra Øresundstolden.

Desuden var der Bornholm. Bornholm var et dansk len frem til 1660. Ved freden efter krigen 1658 tilfaldt Bornholm Sverige, men et oprør på øen bevirkede, at Bornholm befriede sig selv i december 1658. Ved freden 1660 kom Bornholm formelt igen under Danmark, mod atten godser i Skåne som kompensation skulle gives til den svenske krone. Det kaldes de bornholmske vederlagsgodser. Adelsmændene, der ejede de skånske godser, fik i stedet krongods i Danmark som kompensation.

Desuden blev kongen efter freden mødt af krav om at skulle tilbagebetale lånene til storkøbmændene. Statskassen var tom, og det endte med, at købmændene for deres lån i stedet fik overdraget dele af krongodset som tilbagebetaling.

Det førte derfor til, at disse købmænd nu også blev godsejere – deres penge blev sat i jord. Kronen afgav næsten halvdelen af sit krongods, og i de følgende årtier sprang nye, privatejede herregårde op overalt i landet. Omkring Odder blev skabt fem nye herregårde af det tidligere Aakær Len, mens kronens gods syd for Aarhus kom til købmanden Gabriel Marselis og blev til herregårdene Constantinsborg, Vilhelmsborg, Moesgaard og Marselisborg.

Danmark får et enevældigt styre

I 1660 blev der indført enevælde i Danmark. Baggrunden for systemskiftet var de mange krige, et land på kanten af bankerot og mistillid til den gamle privilegerede adel.

Danmark stod i en elendig økonomisk situation efter freden med Sverige. Derfor blev der indkaldt til stændermøde i København i efteråret 1660. Her skulle man diskutere, hvordan statens krise kunne løses i form af nye skatteudskrivninger og, ikke mindst, hvem der skulle betale.

Adelen argumenterede imod beskatning og for en fortsat skattefrihed, men stændermødet endte med en alliance mellem kirken, borgerne samt folk omkring kongen. De mente, at adelen og rigsrådet havde svigtet deres ansvar. Der var stor vrede over de foregående års voldsomme skattetryk, og der var et udbredt ønske om at stække adelens magt i landet. Den nye alliance søgte desuden at få sine egne privilegier udvidet – gerne på bekostning af adelen.

Stændermødet endte med at tilbyde kongen at gøre monarkiet arveligt. Efterfølgende tog kongen de fulde magtbeføjelser – den øverste lovgivende, dømmende og udøvende magt lå nu alene hos kongen, og det var kongen, der bestemte, hvilke grupper i samfundet, der kunne tildeles privilegier.

Den gamle adel mister sine privilegier

Den gamle adel mistede en stor del af sin politiske magt. Adelen fik også frataget en del af sine privilegier, men i stedet blev indført en række privilegier, der fulgte ejerskab til herregårde. Vigtigst var skattefrihed for herregården egen produktion, samt myndighed over fæstebønderne. Til gengæld fik godsejerne tildelt opgaver i den lokale administration, såsom inddrivning af skat og soldaterudskrivning. Herregårdene forblev rygraden i det enevældige system, og godsejerne var stadig den økonomiske elite i landet.

Med indførelse af enevælden var den gamle adelsvælde opløst, og man havde i stedet fået en mere moderne centraladministration med embedsmænd. Systemskiftet førte til dybtgående ændringer i den danske samfundsstruktur.

Det skal bemærkes, at det ikke var en enestående udvikling i Danmark. Mange andre steder i Europa blev også indført enevælde i denne periode.