BREJNINGGÅRD

BREJNINGGÅRD – FRA BISPEGODS TIL EFTERSKOLE

Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet

Historien om Brejninggård fra 1500-tallet til nutiden fortæller om en herregårds skiftende funktioner i skiftende tider. Det er åbenlyst, at bygherren, Hans Lange, i 1580’erne havde en klar vision for udnyttelse af områdets vandressourcer – og at denne vision var nytænkende. Langes vision var sejlivet og holdt herregården oven vande frem til midten af 1800-tallet. Alligevel forfaldt gården langsomt, mens fæstegodset frasolgtes trinvis. I 1926 opkøbte Statens Jordlovsudvalg gården, for at udparcellere jorden til husmandsteder. Selve herregårdsbygningen blev videresolgt murermester Jens Sørensen, der frem til 1942 drev den som afholdsrestauration. Siden 1942 har herregården været efterskole.

Brejninggårds hovedbygning, som den må have taget sig ud ved opførelsen omkring 1580. Tegning af Jørgen Pangel.

Brejninggård som bispe- og krongods

Brejninggård har rødder i middelalderen. Den første skriftlige omtale af gården er fra midten af 1400-tallet, hvor et dokument afslører, at gården tilhørte biskoppen i Ribe. Lensmanden på Brejninggård var en vis væbner Laurids Rød, men bisperne har også selv periodevis opholdt sig på gården. Efter Reformationen i 1536 blev klostrenes og bispernes ejendomme konfiskeret, og Brejninggård overgik til kronen.

I 1537 pantsatte kong Christian 3. (1503-1559) Brejninggård til Johan Stage. Meget krongods blev efter Reformationen pantsat til adelen, fordi Christian 3. under de foregående års konflikt havde opbygget en gæld, der med renters rente blev ret anseelig. I 1544 solgte Christian 3 Brejninggård til adelsmanden Gunde Lange.

Brejninggård – en herregård uden lige

Hans Lange arvede Brejninggård i 1564. Han var blevet opdraget sammen med den senere Frederik 2. (1534-1588) ved hoffet, og senere studerede han både i København, Wittenberg, Strasbourg og Paris. Hans Lange opførte det nuværende Brejninggård omkring år 1580.

Når man følger Hans Langes opvækst og sociale status undres man: ”Hvorfor valgte han at bygge i Brejning?”. Det imponerende bygningsprojekt udsletter enhver tvivl om, at Lange ønskede at gøre sig bemærket. At det netop skete i Brejning hænger sammen med den kraftige og vandrige kilde syd for gården, som han udnyttede til fulde. Fra kilden er anlagt et kanalsystem, der dels forsyner herregårdens voldgrav og havegrave med vand og dels forsyner en mølledam med tilhørende vandmølle vest for gården. Længere mod nord er der rejst endnu en dæmning, men man ved ikke hvilket formål, den oprindeligt har tjent.

Selve herregården var et firfløjet anlæg i røde munkesten opført på et ca. 50 x 50 m stort voldsted omgivet af 13 m brede grave. På facaden af østfløjen, herregårdens hovedhus, hænger i bygningens fulde længde en enestående terrakottaudsmykning, den eneste af sin slags i dansk arkitekturhistorie. Alt i alt Brejninggård et bemærkelsesværdigt anlæg i uden lige blandt Vestjyllands øvrige herregårde. Samtidig afslører det en entreprenørånd og en tydelig vision om at udnytte landskabets rigelige vandressourcer. Med det færdige resultat markerede Hans Lange sig som en af tidens mest fremtrædende adelsmænd.

Efter Langerne – Brejninggård i 1600- og 1700-tallet.

Efter Hans Lange arvede hans sønner Brejninggård. I næsten 100 år, frem til år 1665, var gården i slægten Langes eje. Fra 1665 kom gården til slægten Skinkel, men blev i 1683 solgt til Laurids Munk. I de følgende århundreder tabte de middelalderlige adelsslægter terræn, og Brejninggård havde skiftende ejere frem til 1926.

Laurids Munk fik i 1684 kongens tilladelse til, at Brejninggårds fæstere måtte drive felberedning [indsæt link til temaartikel_mf], en særlig form for forarbejdning af skind. Felberedning måtte ellers, som de fleste andre håndværk, kun udføres i købsstæderne. Man ved dog, at Brejninggårds fæstere arbejde med felberedning allerede før Munk fik sin bevilling.

Hovedbygning og ladegård med haver, som anlægget kan have taget sig ud omkring 1750. Tegning af Jørgen Pangel.

Christian Siegfred Eenholm, ejer i perioden 1726-1754, fik bekræftet den kongelige tilladelse til at drive felberedning på Brejninggård i 1731. Meget taler for, at det også var Eenholm, som opførte endnu en vandmølle syd for gården til at betjene felberederne. I slutningen af 1700-tallet var der hele tre vandmøller på Brejninggård. Ved siden af sine investeringer nedrev Eenholm herregårdens vestfløj. På dette tidspunkt var gårdens sydfløj allerede nedrevet. Man ved ikke hvornår og af hvem.

Frasalget af bøndergodset og nnye initiativer – Brejninggård i 1800- og 1900-tallet.

Farvetegn ing af Brejninggårds hovedbygning. Signeret 5te Decbr 1845 J.G. Ringkøbing-Skjern Museum.

Cathrine Kirstine Folsach, arvede Brejninggård efter sin mand Peter de Albertin, ejer 1771-1779. Cathrine Folsach drev Brejninggård til sin død i 1812. Som på næsten alle andre herregårde i Vestjylland blev fæstegårdene solgt til selveje. Det skete på Brejninggård i 1794.

Felberedningen forsvandt fra Brejninggård i første halvdel af 1800-tallet. Uden felberedning og fæstegods var der kun dårlig sammenhængskraft i herregårdens økonomi. Brødrene Frandsen overtog Brejninggård i 1849 og forsøgte at skabe ny vækst på herregården. De omlagde stampemøllen til Brænderigård, med produktion af brændevin. Efter tidens målestok et anlæg af industrielle dimensioner. Den ene af brødrene døde i 1879, og den anden solgte gården på auktion i 1882. Ved auktionen blev Brænderigården frasolgt selvstændigt. Herefter gik det stærkt ned ad bakke for herregården, som blev i begyndelsen af 1900-tallet blev handlet blandt skiftende ejere og kraftigt udstykket i flere omgange.

Ladegården 1919, kort før landbruget på Brejninggård ophørte, og de gamle udbygninger blev revet ned. Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv.

Fra bispegods til efterskole

Brejninggårds historie fra 1580 til 1926 tegner et billede af langsomt forfald på trods af de skiftende ejeres forsøg på at holde gårdens økonomi oven vande. Brejninggårds historie fra 1580 til 1926 handler om tilpasning til skiftende økonomiske forhold og tider. Det er historien om, hvordan vandkraften var base for gårdens investeringer i århundreder. Vandkraften var vedvarende. Selv om dele af hovedbygningen blev nedrevet og fæstegodset løbende solgt fra, vedblev vandledningssystemet at bidrage væsentligt til herregårdens økonomi i hele gårdens levetid.

I 1926 købte Statens Jordlovsudvalg Brejninggård. Selve herregården blev solgt videre til murermester Jens Sørensen, der drev afholdsrestaurationen til 1942. Det tilbageværende jordtilliggende blev udstykket til husmandsbrug. I 1942 opkøbtes gården af interessentskabet Brejninggård Efterskole, der siden 1957 har været en selvejende institution. I efterskolens tid er der opført nye fløje på fundamenterne af de gamle vest- og sydfløje.