BRÆNDERIGÅRDEN

Af cand.mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum

Gennem Brejninggårds lange historie går det igen, at gårdens økonomi ikke kunne hvile på landbrug alene. Vandkraften, der blev udnyttet i et system af damme, kanaler og møller, skabte fundament for håndværk og manufaktur. I 1600- og 1700-årene blev vandet udnyttet i stampemøller, hvor egnens felberedere forarbejdede fåreskind. I 1800-tallet forsøgte nye ejere at skabe ny velstand ved etableringen af et dampbrænderi på en af de gamle stampemøllers plads.

Brænderigården set fra syd 1953. Vandmøllen fandtes i længen til venstre, der også husede dampbrænderi ca. 1850-1882 og købmandsbutik 1883-1894. Foto: Odense Luftfoto, Det Kongelige Bibliotek.

Brødrene Frandsen
Da brødrene Niels Henrik og Hans Severin Frandsen købte Brejninggård i 1849, var den stolte renæssancegård stadig stor, men pragten var efterhånden noget falmet. To af herregårdens oprindeligt fire fløje var nedbrudte, fæstegårdene var solgt fra, og felberederne var væk. Der skulle nye investeringer til, hvis Brejninggård igen skulle blive en god forretning.

Brødrene Frandsen købte brugt udstyr i Ringkøbing og etablerede dampbrænderi på stampemøllens gamle plads. At produktionen var anselig, illustreres af det tilknyttede kvæghold: 50 stude og 8-10 køer blev fodrede med restproduktet fra brændevinsproduktionen.

Fra dampbrænderi til købmand
Det hed sig, at brænderiet kunne få en dram ud af hver kartoffel. Alligevel var foretagendet ikke levedygtigt i det lange løb. Da Brejninggård igen skiftede ejer i 1882, blev Brænderigården skilt fra godset og solgt til en af Vestjyllands store handelsmænd, papirfabrikant og købmand Peder Smith fra Nymølle ved Lem. Han nedlagde dampbrænderiet og indrettede købmandshandel, korn- og benmølle og svineopkøb og lod dygtige folk drive forretningen, der snart blev sognets handelscentrum.

Brænderigårdens folkehold omkring 1890, hvor gården havde købmandshandel. Foto: Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv.

Men det blev kortvarigt. Omkring 1890 tegnede konturerne af Spjald som nyt lokalt centrum sig. P. Smith var klog nok til at afhænde forretningen 1891, og i 1894 flyttede den til en bedre beliggenhed ved kirken og landevejen.

I 1890’erne var Brejninggård – om end en skygge af fordums storhed – stadig en stor gård med otte karle og otte spand heste. Folkene havde glæde af den nærliggende købmandsbutik på Brænderigården. De fandt på alle tiders fidus, som gjorde høstens hårde arbejde mere fornøjeligt. En karl skjulte et nyt leblad i ærmet, gik til købmanden, købte brændevin, gik tilbage til arbejdet med lebladet i hånden og brændevinen skjult i ærmet. Skål.

Fra folketællingerne

Et par nedslag i folketællingslisterne gør os lidt klogere på Brejninggård og Brænderigården.

1870: Med i alt 28 personer er Brejninggårds folkehold anseligt. Niels Henrik Frandsen er bortrejst, så gårdens forpagter Camillo Wiggo Emil Bøving nævnes først. Vi møder en møller og en mejerske, men det ser ikke ud til, at der føres en videre herskabelig husholdning på herregården.

Et romantisk blik på Brænderigårdens vandmølle set fra syd langs tilløbskanalen i 1920’erne, mens møllen endnu var et aktiv. Maleri af Chr. Christensen. Foto: Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv.

På Brænderigården møder vi Hans Severin Frandsen, der ernærer sig ved brænderidrift og jordbrug og hans brorsøn (ikke søn af Niels Henrik Frandsen, men af en tredje broder) Frands Vilhelm Frandsen, der er brænderibestyrer. Af de øvrige 13 personer er det kun bødkersvend Anders Andersen, der ikke blot benævnes tyende.

1890: Nu er der 23 personer på Brejninggård. Gårdens ejer Henning Gynther Kofoed fører selv listen, og det må have været en sorg for ham, at der ikke var 24. Han måtte føre sin hustru på listen over midlertidigt fraværende. Sophie Wilhelmine Koefoed var på ”Sindssygeanstalten ved Aarhus”. Brejninggårds status afspejler sig tydeligt i folkeholdet. Udover røgtere og markarbejdere er her mejeripige, husjomfru, forvalter, gartnere og møllere.

På Brænderigården er der også leben. Her er hele 26 personer fordelt på tre husstande. Midt i spindet sidder den 74 årige Peder Smith med sin søn som bestyrer og med både husfrøken og avlskarl. Mølleren Anders Sørensen og hans kone har tre børn, mens købmand Niels Cilius Pedersen og hustru tilsyneladende kan klare deres husholdning med seks børn under 10 år uden tjenestefolk. Som et fint lille billede på livet på Brænderigården møder vi desuden en logerende svineopkøber Jens Bak Pedersen.

Brænderigården set fra vest omkring 1900. Købmandsgården er på dette tidspunkt flyttet til kirkebyen, men der ser ud til at være god søgning til vandmøllen. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

Anbefalet læsning:
Poul D. C. Christensen: ”Handelens udvikling i Brejning” i Hardsyssels Årbog 1991 s. 5-34

Niels Grønbæk: ”Ung i Vestjylland sidst i 1800-tallet” i Hardsyssels Årbog 2000 s. 69-76