FELBEREDERNE I BREJNING

Af cand.mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum

 

Historien om Brejninggård er historien om lokale ressourcer udnyttet i håndværk og produktion, der egentlig slet ikke var tilladt på landet, men som fandt sted alligevel. Det gik an her langt fra kongens København, langt fra stærke købstæder, der kunne kræve deres ret, og langt fra den østdanske lerjord, hvor godsejeren i højere grad kunne basere sin økonomi på landbruget

 

Håndværk var egentlig byernes privilegium, og Brejninggårds felberedning var en uvelkommen konkurrent for de jyske købstæder. Viborgs felberederlavs signet er bevaret: ”WIBORIG FELBEREDER LAVES SIGEL 1654”. I midten en ged, en handske, et egern og en kniv. Foto: Viborg Museum.

 

Landskabets ressourcer
Da lensmand Hans Lange byggede sin store nye herregård omkring 1580, vidste han udmærket, at han ikke kunne basere gården på landbrugets ressourcer alene. Men han så andre muligheder. Gården blev placeret ved en kraftig kilde i et landskab med rigelig niveauforskel. Her var god adgang til vandkraft.

Egnens anden ressource er heden, og den var der nok af i det vestjyske indland. Her lod bønderne deres får finde til livets opretholdelse og dermed til den uld, der især dannede grundlag for ”uldjydernes” økonomi i Hammerum Herred. Men det store fårehold betød også et stort udbud af huder.

Vand og fårehuder. Det er fundamentet for et vigtigt indslag i Brejninggårds økonomi i 1600- og 1700-tallet.

 

Uden bark
Felberedning er et længst uddødt håndværk. Rå dyrehuder forarbejdes med fedt, salt og alun men uden brug af garverens vigtige ingrediens: bark. Måske begyndte produktionen på Brejninggård som garvning og blev først senere felberedning. I hvert fald ligger en af Vestjyllands få og små gamle egeskove tæt øst for Brejninggård. Felberedningen skal så have afløst garvning, da barken fra Brejning Krat blev for knap. Men det er spekulation. Kilderne er tavse.

Bortset fra de mest almindelige fag var håndværk forbudt på landet frem til midten af 1800-tallet. Et var dog lov, noget andet realiteter. Der er al mulig grund til at antage, at felberedningen allerede var veletableret, da Brejninggårds ejer Laurids Munk i 1684 trods det generelle forbud fik kongelig bevilling på sine felberederes handel på markeder i hele Jylland.

 

Big business
Felberedernes antal i Brejning sogn var 1661: 2, 1711: 3, 1743: 5, 1788: 5 og 1823: 1. Det lyder måske ikke af meget, men felberederne drev hver for sig anselige værksteder. Da felbereder Niels Lauritzen på gården Lille Kildsig døde i 1744, blev der udarbejdet et skifte, der kan tjene som eksempel. Niels Lauritzen var velhavende. Udover et anseligt indbo med potter og pander, gangtøj og sengetøj – nok til en auktion med 210 numre – var der mindst 1.300 ubehandlede skind. Det fremgår endvidere af skiftets papirer, at Niels Lauritzen i 1743 havde fået ikke mindre end 2.412 huder stampet på Brejninggårds stampemøller.

Der findes ingen sikre tal for Brejning-felberedernes samlede produktion, men det er blevet foreslået, at der i storhedstiden i 1700-tallet blev forarbejdet 15-20.000 huder om året på Brejninggårds stampemøller.

 

Tilknytning til Brejninggård
Felberedningen blev drevet af bønderne på en række af Brejninggårds fæstegårde. Håndværkets daglige gang, den faglige know how, og køb og salg af råvarer og produkter var derfor en sag for hele området, ikke kun for herregården.

Men de skiftende herremænd på Brejninggård sad solidt på kontrollen. Herremanden indsatte den fæster, han ønskede. Den kongelige bevilling på handelen var udstedt i hans navn. Og ikke mindst: de for skindets bearbejdning uundværlige stampemøller fandtes på Brejninggård, og herremanden kunne tage sig betalt for stampningen.

Det er karakteristisk, at sognets folketællingsliste fra 1787, som i øvrigt er meget mangelfuld, kun har seks personer på Brejninggård plus seks på møllen, mens felbereder findes som erhvervsbetegnelse blandt fæstebønderne på gårdene.

 

Anbefalet læsning:
Poul D. C. Christensen: ”Feldberederne i Brejning i 1600 og 1700-tallet” i Hardsyssels Årbog 1992 s. 87-104