GODSEJER, OPLYSNINGSTID OG LANDBOREFORMER

Af stud.mag. Kasper Lynge Tipsmark – Dansk Center for Herregårdsforskning

Igennem 1700-tallet spredte oplysningstidens tanker og idealer sig udover hele Europa. I Danmark, såvel som i andre lande, blev der foretaget gennemgribende reformer indenfor landbrug og godsdrift. Christian Ludvig Scheel von Plessen, der ejede Fussingø i perioden 1749-1801, viste sig som et sandt barn af oplysningstiden. Gennem sit arbejde i Landbokommissionen af 1786 søgte han at påvirke udviklingen indenfor godsdriften. På sine egne godser afprøvede han reformerne i praksis, og Fussingø kom til at fungere som laboratorium for samfundsmæssige forandringer.

Fussingøs enkle og klassicistiske hovedbygning set fra syd. Foto: Bent Olsen, 2013.

Oplysningstidens ideer og menneskesyn

I et europæisk perspektiv afgrænses oplysningstiden ofte til tiden mellem 1690 og 1800, mens den i Danmark primært gjorde sig gældende i sidste halvdel af 1700-tallet. Oplysningstiden kan betegnes som en ideologi og åndsretning, hvis filosofi tager afsæt i den menneskelige fornuft, der med sin rationelle erkendelse står i modsætning til bibelens lære om verdens indretning. Liberale tanker om frihed og lighed fik stærk grobund og kulminerede politisk med den amerikanske revolution i 1775-1783 og den franske revolution i 1789-1799. Selve samfundets indretning blev taget op til offentlig debat, og i den forbindelse kom også bøndernes vilkår til diskussion.

Stormen på Palais de Tuileries under Den Franske Revolution i 1792. Jean Duplessis-Bertaux 1747-1819. Foto: Wikimedia Commons.

I perioden 1758-1764 drog Christian Ludvig Scheel von Plessen på dannelsesrejse til en række universiteter i Schweiz, Tyskland og Holland. I den forbindelse stiftede han bekendtskab med oplysningstankerne og lod sig inspirere til det store arbejde, han senere var med til at udføre for at reformere godsdriften i Danmark. Hans holdninger og reformvenlige tilgang blev delt af mange, men også kritiseret fra flere sider, idet der var tale om et voldsomt brud med den hidtidige indretning af landbosamfundet.

Stavnsbånd og godsejervælde

For at forstå det nybrydende i oplysningstidens tanker og betydningen af landboreformerne er det nødvendigt at se nærmere på, hvad der gik forud for disse strømninger og tiltag. I 1733 var forordningen om stavnsbåndets indførelse blevet udstedt, hvilket betød at alle 14-36-årige mænd af bondestanden ikke måtte forlade det gods, hvor de var født, uden godsejerens tilladelse. De var med andre ord bundet til deres hjemstavn. Denne forordning blev officielt vedtaget for at forhindre bønderne i at flytte fra godsejernes soldaterudskrivning. Et andet bagvedliggende motiv kan have været at fastholde bønderne til at fæste jorden og til at udføre hoveri på hovedgårdens marker.

Bøndernes vilkår var således underlagt den enkelte godsejer, og bønderkarlene havde i princippet ikke mulighed for at søge fæste på andre godser med bedre løn eller arbejdsvilkår. Godsejeren kunne udstede et fripas, så karlene kunne rejse frit, men de tog sig ofte dyrt betalt for dette.

Frem til 1764 blev stavnsbåndet strammet yderligere, så det kom til at indbefatte alle mænd i alderen 4-40 år, hvilket på dette tidspunkt svarede til en menneskealder.

Den Store Landbokommission

På baggrund af oplysningstidens nye ideer om frihed og lighed var der allerede i midten af 1700-tallet instanser, som arbejdede for at forbedre bøndernes vilkår og reformere landbosamfundet. I 1786 blev Den Store Landbokommission nedsat med henblik på at genoptage det allerede påbegyndte reformarbejde. Da Christian Ludvig Scheel von Plessen havde vist sig som en energisk og reformvenlig godsejer, fik han tildelt en af de i alt 16 pladser i kommissionen.

Frihedsstøtten blev rejst i København i 1792-1797 af kong Frederik d. 7. selv, for at fejre stavnsbåndets ophævelse i 1788. Foto: Wikimedia Commons.

Den Store Landbokommission arbejdede effektivt i årene 1786-1788, men bestod frem til 1816, hvor den formelt blev ophævet. Det mest ikoniske resultat, som kom ud af kommissionens arbejde, var forordningen af 20. juni 1788 om stavnsbåndets ophævelse, hvormed bønderne frit kunne forlade det gods hvortil de var født. Spørgsmålet om bøndernes vilkår blev dog ved med at dele vandene og reformerne havde både fortalere og modstandere.

Landboreformerne

De landboreformer, som blev iværksat i sidste halvdel af 1700-tallet, kan overordnet opdeles i tre kategorier: Ophævelse af landsbyfællesskabet, gradvis forbedring af fæstebøndernes kontraktlige vilkår og slutteligt overgangen til selveje af bøndernes gårde.

Før landboreformernes tid var landsbyfællesskabet centrum for dyrkningen af fæstegårdenes marker, som lå spredt i små strimler og lodder omkring byen. Dette system bød på en høj grad af social sikkerhed, da markerne til en vis grad blev drevet i fællesskab. Systemet var dog præget af en langsommelig beslutningsproces i forhold til dyrkningsspørgsmål. Ved ophævelsen af landsbyfællesskabet blev markerne lagt om, så hver fæstebonde som udgangspunkt havde ét samlet stykke jord frem for en række spredte lodder. På den måde blev den enkelte fæstebonde uafhængig og kunne selv træffe beslutninger omkring jordens dyrkning. Ophævelsen af landsbyfællesskaberne foregik gradvist i perioden 1758 til 1810.

Et andet aspekt af landboreformerne omhandler forbedringen af fæstebøndernes kontraktlige vilkår, hvilket kulminerede med Den Store Landbokommission og ophævelsen af stavnsbåndet. Kommissionen delte tidens liberale tankegang og mente, at ophævelsen af stavnsbåndet ville føre til at bønderne af sig selv ville søge mod godser med gode forhold og at godsejerne derfor måtte tilbyde fordelagtige vilkår for at fastholde og tiltrække arbejdskraft.

Det sidste aspekt af landboreformerne omhandler overgangen til selveje. I forlængelse af tidens ånd var et af målene med reformerne at skabe en fri bondestand, som selv ejede gård og jord. Derfor begyndte flere godsejere i slutningen af 1700-talllet at udstykke fæstegodset og sælge jorden til deres fæstebønder, hvilket i øvrigt også var en god forretning.

Alle disse landboreformer blev foretaget på baggrund af oplysningstankerne og de blev ført ud i verden af godsejere som eksempelvis Christian Ludvig Scheel von Plessen til Fussingø. Tidens økonomiske højkonjunktur var ligeledes en afgørende faktor for at realisere reformerne, da de i visse tilfælde betød en formindsket indkomst for godsejerne. Det blev skrevet om Christian Ludvig Scheel von Plessens holdning til denne problematik, at han var villig til at ofre adskillige hundrede rigsdaler for ”… at gøre mennesker af sine bønder”. Investeringen ville syne dyr, men på længere sigt betale sig.

Videre læsning

Løgstrup, Birgit: Bondens Frisættelse, Gads Forlag 2015.

www.danmarkshistorien.dk – Tema over stavnsbånd og landboreformer i 1700-tallet af Birgit Løgstrup.

Rønn, Thomas Meloni, Henning Brinckmann, Thomas Binderup og LoneTorp Rosenkilde: Oplysningstiden – Lærerens håndbog, Geografforlaget 2009.

www.danmarkshistorien.dk – Tema over oplysningstid og reformpolitik i 1700-tallet.

Jensen, N. Thyge: Gehejmeråder og Lensgrever – Herrerne til Fussingø 1702-1947, Fussingø-gruppen 1999.