JACOPO AMIGIONI FRA EUROPA TIL JYLLAND

Af Ellen Damgaard, Lemvig Museum

Ikke kun i Nørlem Kirke, men også i den nærliggende Gudum præstegård, i Granslev Kirke under herskabet på Bidstrup mellem Randers og Silkeborg, i den nedrevne herregård Rødslet nord for Aalborg, på Kommandørgården på Rømø, på et skab i Nationalmuseet og i en 1700-tals stue på Amagermuseet i København – alle disse steder kan man møde Farao’s datter, der finder Moses i kurven. Den samme kjole, den samme parasol, tjenestepigen, der knæler ned for tage barnet op. Udført af forskellige malere, men efter samme forlæg.

På den rige kommandørgård på Rømø havde man råd til at udsmykke hjemmet med sidste nyt fra det europæiske marked. ’Kommandør’ var det hollandske navn for de skibskaptajner, der tjente gode penge på handelsrejser og hvalfangst i Nordatlanten i 1600- og 1700-tallet. Farao’s datter var et populært valg. Foto: Nationalmuseet

Europa og Det gamle Testamente

Maleren Jacopo Amigionis malerier blev mangfoldiggjort gennem kobberstik, udført af den tyske kobberstikker Fr. Wagner.  På den måde kunne købedygtige kunder og lokale kunstnere finde inspiration til udsmykning af kirker og fornemme boliger.

I Nørlem Kirke sidder billedet af Farao’s datter på pulpituret over døren fra selve kirken til tårnrummet, der fungerer som indgang til kirken. Det er en del af den udsmykning, som kirkens ejer, Jens Wandborg de Stiernhielm til Kabbel, bekostede i årene fra begyndelsen af 1760erne til 1774. Til Guds ære, men også for sin unge afdøde hustru og deres nyfødte søn. De stod i deres kister i tårnrummet fra 1761 til 1770 og siden i et nyopført gravkapel, hvor også Jens Wandborg de Stiernhielm og hans forældre blev bisat.

Maleren W. Ellermann, der udførte arbejdet i Nørlem Kirke, havde som forlæg en række billeder af den venetianske maler Jacopo Amigioni (1682-1752).  De gammeltestamentlige motiver og pastorale scener i rokokostil var udbredt gennem kobberstik til boghandlere og malermestre i hele Europa. Kobberstikkene kunne for eksempel købes på Jyllands store mødested, Snapstinget i Viborg.

Amigioni’s dekorative forlæg tiltalte Jens de Stiernhielm og hans standsfæller, den nye jyske godsejerstand, der samlede jordegods og tjente penge. De kunne ikke prale af gamle ædle slægter som de rigtige adelige, de følte ikke den gamle adels tilknytning til hof og hovedstad, og de havde ingen romantiske forestillinger om livet på landet. De så sig selv som patriarkernes efterfølgere. Lige som patriarkerne i Det gamle Testamente ernærede de sig ved kvægbrug og var lykkelige ved det privilegium, der lå i at leve afsondret fra en mere verdslig storbyverden.

Udsmykning i Gudum Kirke

Gudum Kirke tilhørte ligesom Nørlem Kirke Jens Wandborg de Stiernhielm. Han havde købt den af sin mormor, ’Fru Kammerråds’ i 1757. Ligesom i Nørlem Kirke bekostede han en istandsættelse og udsmykning i 1760erne. Nye stolestader, præste- og degnestol, pulpitur og en opstaffering af den store renæssancealtertavle fra 1640. I 1769 omtales det, at altertavlen var af hvid marmor. Det er nok mere sandsynligt, at figurerne var hvidmalede lige som i Bøvling Kirke under herskabet på Rysensteen. Nu fik den marmorhvide udsmykning et kraftigt farvetilskud.

Stolestader, præste- og degnestol er siden blevet udskiftet, men over indgangen i vestenden af kirken sidder stadig det pulpitur, som Jens Wandborg de Stiernhielm fik sat op i 1767. Her genfinder man Amigionis bibelske motiver, antagelig malet af samme maler som i Nørlem, W. Ellermann. Her har kunstneren dog valgt en særlig teknik – grisaille – som var meget moderne. Det betød, at alt var malet i gråtoner.

De grå toner bevirker, at midterfeltet træder særligt frem, og her ser man en piedestal, hvor en engel ser ned på beskueren, mens han peger op på de Stiernhielms nyadelige våbenskjold. På den måde har giveren indskrevet sig selv og sin ophøjelse til adelig i en gammeltestamentlig, patriarkalsk sammenhæng. Pulpituret var ikke beregnet til herskabet, men til Gudumklosters husmænd, gårdskarle og drenge. Herskabet havde deres egne lukkede stolestader øverst i kirken.

Pulpitur i Gudum Kirke. Jens Wandborg de Stiernhielm satte ikke sit lys under en skæppe. På det synligste sted på pulpituret kan man ikke undgå at se kirkeejerens fingeraftryk – en engel, der peger op på et stort S, tilsyneladende indhugget i en pompøs mindesten, kronet af den nyadlede godsejers våbenskjold. Foto: Mads Krabbe

Fine døre i Gudum Præstegård

I Gudum Præstegård findes der to døre fra den tidligere præstegård, som blev opført omkring 1762 af sognepræsten J.F. Jelstrup. Han var gift med en datter af ’Fru Kammerråds’ på Kongensgård i Nørre Nissum og således i familie med slægten Wandborg på Kabbel. På de to døre er der malet seks motiver. Ud over Farao’s datter finder man motiverne ”Den fortabte søns hjemkomst”,” Abraham, som får besøg af engle”, ”Abigail, der modtager David, der kommer ind fra ørkenen”, ”Den fortabte søn i svinestien” og ”Daniel i løvekulen”.

Dørene i Gudum Præstegård var et jordnært og lærerigt stykke bibelhistorie for både voksne og børn. I en billedfattig tid må de have været både tankevækkende og underholdende. Tænk at se billeder af løver, for ikke at tale om de særdeles livagtige grise i svinestien, hvor den fortabte søn står i sin lasede dragt. De ser nøjagtig ud som grisene i præstens svinesti gjorde – og hjemme hos folk selv. Det var den slags grise, skarpryggede, langbørstede og langbenede, som enhver dreng kunne drive ad landevejen fra Gudum til Tønder marked på en uges tid.

Malerierne er formentlig malet efter kobberstik lige som i Nørlem og Gudum Kirker; men det er næppe samme maler. Jens Wandborg de Stiernhielm havde brugt maleren W. Ellermann, men malerierne i Gudum Præstegård er grovere malet. Der er ikke i almindelighed adgang til at bese dørene, da de befinder sig i et privat hjem. Foto: Mads Krabbe