ADEL I EGEN RET ELLER KONGELIG EMBEDSMAND?

Af Rasmus Skovgaard Jakobsen, Dansk Center for Herregårdsforskning

På grund af den militære udvikling fra starten af 1500-tallet og op mod enevældens indførelse i 1660 blev adelsstandens uafhængige militære rolle marginaliseret. Adelen blev militære og civile embedsmænd i staten. Det blev forventet af kongen og adelsstanden, at en adelsmand stillede sig til rådighed for konge of fædreland. Modsat andre af sine standsfæller nægtede Holger Rosenkrantz (1574-1642) til Rosenholm at opfylde den rolle, som kongen pålagde ham. Det fik ham på kant med selveste kong Christian 4 (1577-1648).

Wittenberg var blot en mindre provinsby og fæstning før reformatoren Martin Luther gjorde den til centrum i den protestantiske bevægelse fra 1517 og frem. På Holger Rosenkrantz’ tid havde byen dog mistet en del af sin status som centrum, og universitetet var derfor meget begejstret, da en søn af en af Danmarks mest betydningsfulde adelige gjorde sin entré i byen. Den berømte teolog Polykarp Leyser tilegnede i 1593 sin tiltrædelsesforelæsning som professor i Wittenberg til Holger Rosenkrantz og kaldte ham for ”du morgenstjernen blandt universitetets adelige”. Prospekt af Wittenberg 1536. Universitätsbibliothek Würzburg (Wikimediacommons.)

Holger Rosenkrantz’ uddannelse og karriere

Træsnit af forsiden til Glossarium Juridicum Danico-Novegicum af Christen Ostesen-Weyle fra 1665. Øverst viser træsnittet, hvordan rettertinget fysisk har foregået med kongen for bordenden til venstre, mens de adelige rigsråder sidder ned langs bordets sider. Yderst til højre ses en større gruppe, som sikkert har ventet på rettertingets afgørelse i deres sager. Rettertinget udgjorde både landets lovgivende, dømmende og udøvende magt og var derfor samfundets højeste magtinstans. I midten ses værkets titel flankeret af kongemagten og retfærdighedens gudinde. Nederst ses datidens to andre retsinstaner: Landstinget til venstre og Herredstinget til højre. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.

Holger Rosenkrantz var eneste overlevende søn af Jørgen Rosenkrantz (1523-1596), der havde været leder af kong Christian 4.s formynderregering. . Normalt blev adelsbørn ganske tidligt sendt til slægtninge for at blive opdraget og få den mest basale uddannelse, men Holger blev i stedet opdraget af en privatlærer hos sine forældre. I 1586 kom han på Aarhus Katedralskole, og i 1590 drog han som 16-årig på den for adelssønner obligatoriske dannelsesrejse i Europa.

I slutningen af 1500-tallet var det blevet normalt, at adelens sønner drenge besøgte så mange universiteter, byer, lande og hoffer som muligt. Rosenkrantz besøgte dog kun to byer, nemlig de tidligere meget vigtige tyske universitetsbyer Rostock og Wittenberg. Begge universiteter var berømte for deres teologiske fakulteter, og selvom faderen Jørgen Rosenkrantz ønskede, at Holger skulle studere jura og statskundskab, så blev han hurtigt mere fanget af teologien. Eksempelvis skrev han i 1590’erne til faderen fra universitetet i Wittenberg: ”Hvad kan jeg nævne mere tiltalende eller dyrebart, jeg lever nu således, at jeg aldrig kunde ønske mig det bedre, ja end ikke behageligere eller mere tilpasset for mig: dette Liv, som Gud selv vidner, jeg er født til”. De teologiske studier kom til at præge ham resten af hans liv.

Som 21-årig drog Holger Rosenkrantz i 1595 tilbage til Danmark og Rosenholm. Faderen Jørgen var leder af Christian 4.s formynderregering – en magtfuld position, som svarer nogenlunde til vore dages statsminister. Han ønskede derfor, at Holger skulle fortsætte i hans fodspor og få en karriere i staten. Ønsket blev gentaget i adskillige breve og til sidst også i Jørgen Rosenkrantz’ ligprædiken fra 1596. Året efter faderens død begyndte Holger Rosenkrantz derfor som sekretær i Danske Kancelli. Allerede i 1598 opsagde Holger Rosenkrantz dog sit job i”dette modbydelige Tvangsarbejdetshus”, som han kaldte kancelliet.  Herefter helligede han sig teologien i ca. 20 år, indtil han af kong Christian 4. blev beordret til at blive medlem af rigsrådet. I 1627 udvandrede han fra et rigsrådsmøde, midt under de tyske troppers besættelse af Jylland, med begrundelse i et stort arbejdspres, og at han atter ville hellige sig sit teologiske arbejde.

Christian 4.s reaktion på Rosenkrantz’ opsigelse

Holger Rosenkrantz’ afgang gjorde Christian 4. rasende! Kongen skrev, at Rosenkrantz: ”løb gal i hans store visdom” og benævnte ham herefter udelukkende nedladende som: ”den latinske Rosenkrantz”. Rosenkrantz var netop blevet valgt til rigsrådet på grund af sin høje uddannelse, sit adelige ophav og den almindelige anerkendelse af hans intellekt og akademiske kunnen. Det var ikke uden grund, at han havde fået tilnavnet: ”den lærde”.  Rosenkrantz var højadelig godsejer, og det var derfor svært for kongen at straffe ham på pengepungen. I stedet sørgede kongen for, at Rosenkrantz blev ekskluderet af både den teologiske og adelige elite. Den teologi, som Rosenkrantz havde håbet at kunne arbejde på efter sin afgang fra rigsrådet blev censureret, og Holger Rosenkrantz’ indvirkning på samfundet blev derfor minimal i forhold til, hvad den muligvis kunne have været.

Højadelsmanden Holger Rosenkrantz til Rosenholm og Skaføgaard. Rosenkrantz var en del af datidens lærde elite og var især gode venner med Tycho Brahe (1546-1601). I 1598 giftede Rosenkrantz sig med Tycho Brahes niece Sophie Brahe (1578- 1646). Holger Rosenkrantz den lærde. Maleri, olie på lærred 1635 af Johan Thim. Frederiksborg Slot (Fra Wikimediacommons)

Den adelige pligt

Sagen med Holger Rosenkrantz illustrerer, at adelen havde fået en ny rolle efter reformationen i 1536. Den middelalderlige krigerrolle kunne ikke længere alene legitimere adelsstandens politiske magt i samfundet. I stedet måtte standen legitimere sin samfundsmagt ved at blive en del af statsapparatet – som embedsmænd eller medlemmer af rigsrådet.  Kongens, den øvrige adels og den akademiske elites reaktion på Rosenkrantz’ afsked viser, at embedsmandsidentiteten allerede et halvt århundrede før enevælden i 1660 var dybt indlejret i den danske adelsstand. Selvom adelen både var rig og magtfuld, så lå standen alligevel under for en række forventninger og ved at bryde med disse, så brød Holger Rosenkrantz også med det ideal, som adelsstanden var underlagt.

Videre læsning

R.S. Jakobsen (2015), ”Pligten til Gud eller pligten til kongen? Holger Rosenkrantz og adelsidealer i første halvdel af 1600-tallet”, i B. Andersen/A.S. Madsen/S.W. Hansen, Herregårdshistorie 10, Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, s. 27-36

Nicolaisen, red. (1991), Rosenholm, Randers Amtshistoriske Samfund

Schrøder (1959), ”Holger Rosenkrantz den Lærde”, i: Albeck, Gustav et.al.: Humanister i Jylland, udgivet af Humanistisk Samfund ved Aarhus Universitet, Ejnar Munksgaard, København, s. 167-192

Tipsmark (2015), ”Kriger og embedsmand – adelig identitet i 1500- og 1600-tallet”, i B. Andersen/A.S. Madsen/S.W. Hansen,Herregårdshistorie 10, Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, s.