SKRIVERSTUEN

Af museumsinspektør Jesper Hjermind, Viborg Museum

Skriveren var slottets administrationsansvarlige, som holdt øje med indtægter og udgifter, kontrollerede varernes kvalitet, udarbejdede synsforretninger og meget andet. I 1612 var skriverstuen på Hald Slot placeret oven på bryggerset i borggårdens sydøstlige hjørne. Skriveren noterede, når bønderne havde afregnet deres landgilde og eventuelle skatter. Landgilde var den årlige afgift for brugsretten til en fæstegård. I 1500- og 1600-tallet blev afgifterne afregnet i form af naturalier som smør, korn, svin, gæs, høns m.v. Udgifterne på Hald Slot omfattede stort og småt, der var nødvendigt for den daglige drift af lenet og slottet. En række spændende og velbevarede arkæologiske fund gør det muligt at kigge skriveren og skulderen og komme helt tæt administrationen af et kongeligt len i 1500- og 1600-tallet.

Området omkring portbygningen og voldgraven blev undersøgt i 1979-80. Foto: Niels Junggren Have.

Alenstok

I forbindelse med lensmandsskiftet i 1541 blev der gennemført en synsforretning på Hald Slot. Herfra er bevaret et inventarium – en nedskreven liste over stort og småt som befandt sig i de forskellige rum. Her nævnes dyner, lagner og duge, hvoraf nogle nok har været syet i stof af udenlandsk oprindelse. Hollandsk eller tysk klæde var kostbare varer, som nedennævnte fund af klædeplomben fra Hamburg indirekte fortæller. Stoffet købte man i 1541 hos borgmester Niels Andersen i Viborg. I inventariet optræder også 10 – 20 alen groft lærred, vel af lokal midtjysk oprindelse.

Alenstok fra 1500-tallet. Foto: Viborg Museum.

Da skriveren både skulle notere mængden af købt og solgt klæde, har han gjort brug af en alenstok til at måle størrelsen på de vævede stoffer. I voldgraven er der fundet en trægenstand, der bedst kan tolkes som en ødelagt og kasseret alenstok. Dens længde fraregnet håndtaget er på 42 cm, og da en alen er ca. 60 cm, er den for kort. Spidsen er muligvis brækket af, og det kan være grunden til, at den blev smidt i voldgraven. På selve håndtaget er der et ophængningshul.

Fragmentet af tønderstav på ca. 15 cm. Fundet i voldgraven ved Hald III. Foto Liselotte Sørensen, Viborg Museum.

Trætønde

Trætønder – datidens containere – benyttedes til opbevaring af en række af de naturalier, der udgjorde bøndernes skatter og afgifter. Især smør krævede mange tønder. I 1631 udbetalte skriveren den 6. maj: 4 bødkere, som slog tønderne op og samlede dem igen og lagde selv bånd til, for hver tønde 2 skilling. Ved den lejlighed blev der i alt brugt 119 tønder til smør i form af hele, halve og fjerdinger (1/4) tønder. Der er muligvis fundet en stump af en smørtønde med en rille til bundbrættet i voldgraven.

Klædeplomben fra Hamborg har en diameter på ca. 2,5 cm. Foto: Nationalmuseet.

Klædeplombe

Udenlandsk klæde optræder også på Hald Slot, hvilket fundet af en klædeplombe i bly fortæller. På den ene side er stemplet Hamburgs våben: en ringmur med en port, hvori man ser et nældeblad. Den lille klædeplombe var et garantimærke for, at klædet havde den ønskede kvalitet. Kvalitetsstemplet fik væveren på byens klædebørs, og nu var stoffet en ”rigtigt mærkevare”.

For- og bagside af regnepenning fra Nürnberg. Teksterne lyder i oversættelse: ”enten kejser eller intet” og ”den sidste krone venter i himlen”. Foto: Viborg Museum.

Regnepenning

Ud over mønter, der jo er et decideret betalingsmiddel, findes der en række møntlignende jetoner i metal uden egentlig værdi. Det kan f.eks. være spillemærker eller regnepenninge. De blev slået over hele Europa med et klart tyngdepunkt i Nürnberg i Tyskland i perioden 1300 – 1700.  På Hald Slot er der fundet en fin regnepenning, og den er netop slået i Nürnberg af Hans Krauwincel II. Han blev mester i 1586 og døde i 1635. Forsiden viser en romersk kejser.

Regnepenningen indgår som en vigtig genstand, når skriveren skulle ”regne på linje”, som var en form for kugleramme og datidens regnemaskine. Skriveren havde et regnebord eller regneklæde, som var inddelt i linjer. Hver regnepenning angav en værdi af en størrelse, der afhang af, om den var lagt på linjen enere, tiere, hundreder eller tusinder eller i mellemrummene for femmere, halvtredsere og femhundreder. Kassemesteren kunne nu bedre overkue regnestykket, når han skulle lægge sammen eller trække fra. Skulle der ganges eller divideres, blev det lidt mere indviklet, men her var der god hjælp at finde i datidens trykte regnebøger.