DET VESTJYSKE HERREGÅRDSLANDSKAB

Af ph.d.-stipendiat Frederik Vognsen Hansen, Aarhus Universitet

Herregårdslandskabet i Vestjylland har altid været anderledes – tyndere – end i det øvrige Danmark. Hele godsejerstanden blev hårdt ramt af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, men den vestjyske var hårdest ramt.

Luftfoto af den tidligere herregård Timgård, set fra nord. I 1801 fik ejeren, spekulanten Hans Jakob Lindahl tilladelse til at nedrive og udparcellere Timgård. Efterfølgende blev parcellen overpløjet og dyrket. I dag er de små bakker og forhøjninger på marken det eneste vidnesbyrd om herregårdens grumme skæbne. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum.

De vestjyske naturressourcer

Det vestjyske herregårdslandskab har alle dage været tyndere end det øvrige Danmarks. I det øvrige land har den ler- og næringsrige jord muliggjort langt rigere korndyrkning, hvilket gav grobund for de store herregårde og godser. Den vestjyske agerjord er derimod sandet og mager. Omkring fjorde, åer og vandløb fandtes dog enge, der gav mulighed for studeopdræt. Studene blev eksporteret sydpå til det nuværende Tyskland.

Ved lov var det forbudt fæstebønderne selv at beholde og opfede stude. Dette monopol på studehandelen var centralt i den vestjyske godsøkonomi. Konsekvensen af engenes betydning er endnu synlig i landskabet: herregårdene ligger på stribe langs vandet, ved fjordenge og langs de store åer. Med engene som eneste ressource og uden nævneværdig kornproduktion kunne Vestjylland ikke oppebære samme tæthed af herregårde som det øvrige land.

Herregårdslandskabet i Vestjylland er i dag mere udtyndet end nogensinde. Forklaringen skal søges i landboreformerne sidst i 1700-tallet. Landboreformerne medførte nedlæggelser af herregårde i hele landet, men ingen samlet geografi blev ramt så hårdt som den vestjyske.

1788

1788 er årstallet, hvor en række af landboreformerne implementeredes. De fleste forbinder året med stavnsbåndets ophævelse. Historien om stavnsbåndets ophævelse har stået som startskuddet til bondestandens etablering som en stor, fri og besiddende samfundsklasse med enorm betydning for Danmark – det er historien om demokratiseringen af landets ressourcer, der senere førte til andelsbevægelse og det moderne landbrug.

Der skete dog også andet i 1788. Fæstebønderne fik lov til at beholde deres stude til opfedning. Det brød herremændenes monopol på studeopdræt og knækkede nakken på nogle herregårde. Samtidig blev der gennem lovændringer givet mulighed for nedlæggelse af herregårde, samt andre – mindre drastiske – fornyelser og forandringer i herregårdens økonomiske struktur.

Skattefrihed

En herregård var komplet, hvis den havde 200 tdr. hartkorn fæstegårde under sig. Herregårdene stræbte efter dette, da en komplet herregård havde skattefrihed på hovedgårdsjorden. Efter reformpakken i 1788 blev der rutinemæssigt givet dispensation til, at herregårdene kunne beholde skattefrihed, selv om de ikke overholdt kravet om 200 tdr. hartkorn fæstegårde.

Fæstegårdene tilhørende de vestjyske herregårde var ofte spredt over store geografiske arealer (da også bondegårde i Vestjylland er mere spredt end i det øvrige land) for at kunne opnå de ønskede 200 tdr. og skattefrihed. Driftsformen var grundlæggende utilstrækkelig, og godserne var urentable. Da muligheden bød sig, søgte de vestjyske godsejere dispensation hos kongen – og fik den. Fæstegårdene blev frasolgt.

Herregårdene forsvinder fra Vestjylland

Konsekvensen af frasalget af fæstegårdene blev ejendomsspekulation. De tidligere fæstegårde skiftede hurtigt ejer. For hvert videresalg blev parcellerne lidt mindre, mens jordprisen steg. Uden fæstebønder erfarede godsejerne pludselig, at de manglede arbejdskraft til at drive herregårdens jorder. Konsekvensen blev, at også herregårdens jorder blev udparcelleret og frasolgt: i 1750’erne var der 57 komplette herregårde i det område, der senere hed Ringkøbing Amt. I 1805 var kun tre tilbage.

Uden fæstegods eller anseelig landbrugsjord kunne de herskabelige herregårdsbygninger ikke opretholdes på standsmæssigt niveau. Nogle kunne opretholdes som landbrug og blev store bondegårde, andre gik i forfald, mens enkelte – f.eks. Timgård i Tim sogn – slet og ret blev nedrevet. Byggematerialerne kunne sælges eller genbruges, mens husparcellen blev overpløjet og dyrket.

Når perioden 1790-1820 i Vestjylland omtales som ”den store godsslagtning”, er det ikke uden grund.

Anbefalet læsning

Søren Toftgaard Poulsen: ”Stavnsbåndsløsningen og landboreformerne i Ringkøbing Amt” i FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1987 s. 7-38

Kim Clausen: ”Frihed for stavnsbåndet eller frihed til studehandel?” i FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1987 s. 109-124

Flemming Jerk: ”Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv” i Hardsyssels Årbog 1958 s. 100-151

Svend Nygaard: ”Godsslagtningen i Bøvling Amt” i Hardsyssels Aarbog 1918 s. 49-83