TILBAGE TIL HERREGÅRDSKORTET

NØRRE VOSBORG

Galleri

Vestjyllands herregård

  • Kort over det område ved Storåen, hvor både Nørre Vosborg, Sønder Vosborg og Skærum Mølle er beliggende. Den blå prik angiver stedet, hvor Niels Bugges borg fra 1341 blev fundet, mens den røde prik viser, hvor Gregers Holgersen Ulfstand efter delingen i 1551 byggede sin nye hovedgård, det første Sønder Vosborg. © Geodatastyrelsen.
  • I 1880’erne stødte et par teglværksarbejdere fra Nørre Vosborg under gravearbejde på en af de rigeste kvindegrave fra vikingetiden, der er fundet i Danmark. Graven, der er fra 700-tallet, lå under en lille, flad høj, tæt på gravhøjen Grydehøj syd for Skærum Mølle. Nationalmuseets tegner, Magnus Petersen, lavede i 1902 denne fine akvarel af gravgaverne, der bl.a. bestod af to skålformede spænder, en ring og et aflangt spænde af bronze. Tæt på Grydehøj er der ved luftfotoarkæologi lokaliseret en stor bebyggelse fra vikingetid. Akvarel på Nørre Vosborg.
  • Studerende fra Middelalder- og Renæssancearkæologi på Aarhus Universitet deltog i udgravningen af middelalderborgen Vosborg. Her opmåler de stolperækker og tørv på den kunstigt opbyggede hovedbanke. På banken blev afdækket fundamentet og det væltede hjørne fra et stort teglstenshus. Årringsdateringer af det tømmer, der blev fundet i udgravningsfelterne, viser, at borgen var anlagt i 1341 og havde været i brug frem til første halvdel af 1500-tallet. Set mod vest. Foto: Helle Henningsen.
  • Sådan kan Niels Bugges Vosborg have set ud i sommeren 1350. Borgen gik af brug ved midten af 1500-tallet, hvorefter den forfaldt. I 1593 ramte en voldsom stormflod området, og resterne af borgen blev totalt raseret, men på trods af anlæggets dårlige bevaringstilstand gav udgravningens resultater en god forestilling om, hvordan borgen var opbygget. Den bestod af mindst to borgbanker, der var forbundet af en bro, og på den ene banke havde der stået et mægtigt stenhus med tegltag. Borgen lå helt ud til fjordkysten tæt på Storåens udløb. Her var der direkte adgang til Vesterhavet og til de befærdede nord-sydgående vejstrøg.. Tegning: Erik Sørensen.
  • Middelalderen igennem var Vosborg et meget stort gods ejet af højaristokratiske familier, der ud over Bugge-slægten også talte slægterne Vendelbo, Podebusk og Gyldenstjerne. Jytte Podebusk og hendes mand, Knud Gyldenstjerne fik den nordlige arvelod, da Vosborg blev delt i 1551. Her ses det aristokratiske par i fornem renæssanceramme på deres gravsten, der står i Aarhus domkirke. Ukendt fotograf.
  • Predbjørn Gyldenstjerne lagde sin nye herregård, Nørre Vosborg, på kanten af Skovbjerg Bakkeø, hvor den lå godt beskyttet mod de stormfloder, der på den tid ofte hærgede Vestkysten. Omtrent 1½ ha blev udlagt til formålet, og det store areal blev indrammet af et dige mod vest, nord og syd som værn mod vind og vand. En bred voldgrav udfyldte området mellem diget og en høj vold, der også på tre sider skærmede den firkantede plads, hvor Predbjørn Gyldenstjerne byggede det store, grundmurede hus i to etager, der stadig udgør østfløjen i borggården. Den statelige bygning har spejlet sig i den brede voldgrav og givet netop det indtryk af distanceret fornemhed, som kendetegnede renæssancens herregårde her i landet. Både jordværker, voldgrav og østfløj er bevaret til i dag. Tegning: Erik Sørensen.
  • I 1635 lod Predbjørn Gyldenstjernes og hans anden hustru Mette Hardenbergs børn opføre et gravkapel til deres forældre på sydsiden af koret i Ulfborg kirke. I gravkapellet er opstillet et meget stort og fornemt epitafium af sandsten med indskriftavler af sort marmor. Epitafiet er et mindesmærke over Predbjørn Gyldenstjerne og hans to hustruer. Ikke færre end 48 adelige våbenskjolde pryder epitafiet, nemlig våbenskjoldene for hans 16 aner og hans hustruers hver 16 aner som et bevis på, at de tilhørte den fineste adel. Foto: Helle Henningsen.
  • Nørre Vosborg, som den formentlig så ud i midten af 1600-tallet, hvor nordfløjen af bindingsværk og porten gennem østfløjen var kommet til. Traditionen vil vide, at Ide Lange både stod bag opførelsen af en ny ladegård i bindingsværk og af borggårdens nordlænge. En årringsdatering af et stykke bindingsværk fra nordlængen til 1655 antyder dog, at nordlængen måske først er opført i hendes svigersøn Ove Bielkes ejertid. Tegning: Erik Sørensen.
  • Til Nørre Vosborg har fra gammel tid hørt tre sognekirker, nemlig kirkerne i Gørding, Vemb og Bur. Herregården fik kirketienden, og skulle så til gengæld sørge for at holde kirkerne og deres inventar ved lige. På en alterkalk af sølv i Bur kirke er indgraveret herremanden Herman Frantz von Schwanewedes og hans hustru, Christence Dyres initialer og våbenskjolde. Så kunne alle se, at de havde skænket den fine kalk til kirken. Foto: Jannie Würtz Slyk.
  • På trods af den betrængte økonomi blev der foretaget større om- og nybyggerier i Christen Linde de Leths ejertid omkring midten af 1700-tallet. Han byggede bl.a. en ny, præsentabel vestfløj i barok på fundamentet af et ældre hus, hvis kampestenskælder stadig kan ses under bygningen. Det kan også være ham, der lod de spidse renæssancegavle på østfløjen erstatte af helvalmede gavle efter barokkens ideal. Tegning: Erik Sørensen.
  • Christen Linde de Friedenreich fik i 1780 opmålt Nørre Vosborgs hovedgårdsjord og lavet det afbildede kort, der er det ældste kendte kort over denne del af godset. Junker Friedenreich, som han kaldtes, var studehandler i stor stil og ejede flere herregårde, bl.a. Sønder Vosborg, hvor han boede. Købet af Nørre Vosborg var kronen på hans godsimperium. Hans initialer CLF står i rokoko-ranker i kartouchen (skriftfeltet) i kortets øverste venstre hjørne. Her kan man også se et par stude, et får og to heste, alle sammen vigtige husdyr i de Friedenreichs godsøkonomi. Kortet tilhører Realdania Byg A/S.
  • En sommerdag i 1848 malede Carl Saabye Nørre Vosborg set fra øst. Peder Tangs portbygning og lange, stråtækte avlslænger fra omkring 1788 byder den besøgende velkommen. Bag avlsgården ses den firlængede hovedbygning med de røde tage. Billedet er malet før de nygotiske byggerier, som etatsråd Tang fik foretaget få år senere. Maleri på Holstebro Museum.
  • Familiesammenkomst på Nørre Vosborg i 1904. I midten bag kaffekanden sidder enkefruen på Nørre Vosborg, Christine Tang Valeur, etatsråd Tangs ældste datter, der i 1877 overtog herregården sammen med sin mand, Henrik Stampe Valeur. Fru Tang Valeur, der på egnen kaldtes ”Den gamle frue”, sad som enke på Nørre Vosborg i over 40 år, hvor hun værnede om den gamle herregård og om sine forfædres minde. Som hos mange medlemmer af slægten Tang var hendes slægtsfølelse stor, og hun blev et samlende midtpunkt for familien. Foto i privateje.
  • Marie Cathrine Tang, gift Barfod, sidder her omgivet af sine børn, svigerbørn og børnebørn ved en familiesammenkomst i 1925 eller 1926. Den gamle dame var født i 1840 som den næstældste af etatsråd Tangs døtre. I bageste række ses yderst til højre Anna Tang Barfod, derefter hendes svigerinde Misse Zander Barfod, der var gift med Andreas Tang Barfod, som er den næste i rækken. Anne og Andreas Tang Barfod ejede i en årrække Nørre Vosborg sammen. Foto i privateje.
  • Godsejerparret Kirsten og Henrik Haubroe på et foto fra 1997. Hun var tiptip-oldebarn af Peder Tang, og parret sidder her under portrætterne af Kirsten Haubroes tipoldeforældre, Niels Kiær Tang og Marie Catharine Meinert. Foto: Torkel Dyrting.
  • Med Realdania Bygs køb af Nørre Vosborg fik godset tilført den kapital og den ekspertise, der skulle til, for at redde de gamle bygninger fra helt af gå til grunde. Gennem de fire år, restaureringen stod på, var herregården og dens omgivelser forvandlet til en stor byggeplads. Her er hovedbygningens nordfløj ved at få nyt tag, mens der arbejdes indendørs i de tre andre fløje. Luftfoto: Lis Helles Olesen.
  • I april 2008 kunne den nyrestaurerede herregård igen åbnes for publikum. Foto: Helle Henningsen.
TEMA UDARBEJDET AF:
HOLSTEBRO MUSEUM
ADGANG:
OFFENTLIG ADGANG
FUNKTION:
HOTEL OG KULTURCENTER
FIND VEJ

NØRRE VOSBORG

Nørre Vosborg er blevet kendt og elsket som den sidste store herregård i Vestjylland. Skønt andre herregårde målt i produktion og økonomi var sammenlignelige eller endog større, har Nørre Vosborg i kraft af sine herskabelige bygninger og markante ejere indtaget en særstatus. Det var i høj grad slægten Tangs fortjeneste.

GALLERI

TEMA
Vestjyllands Herregård
Slægten Tang kommer til Nørre Vosborg
Etatsråd Tang på Nørre Vosborg
’’En rigtig Herregård’’ i Vestjylland
Nørre Vosborg og Skærum Mølle
700 års vestjysk herregårdshistorie

Hvem er vi?

Herregårdskortet.dk er skabt af projektet 'Region Midtjylland som herregårdslandskab' der er blevet gennemført af Dansk Center for Herregårdsforskning som del af det officielle program for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og med støtte fra Region Midtjylland

Dansk Center for Herregårdsforskning

Randersvej 2
8963 Auning
Danmark

T (+45) 86483001
dch@gammelestrup.dk
www.herregaardsforskning.dk



website af Web10