HERREGÅRDEN DER SMELTEDE SAMMEN MED BYEN

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

Silkeborg Hovedgård blev afviklet som herregård efter en fallit, men hovedbygningen bestod. Nye beboere flyttede ind, og som et fysisk vidnesbyrd på en sælsom herregårdshistorie ligger Silkeborg Hovedgård, 250 år efter sin skabelse, nu midt i Silkeborg by.  

Silkeborgs fine og klassicistiske hovedbygning blev opført af Hans Hoff i 1767. Bygningen består af en enkelt fløj i én etage med en svagt fremspringende midterrisalit og to tårnagtige karnapper for enden. Herregården lå tidligere udenfor Silkeborg by, men i takt med papirfabrikkens udvikling omsluttede byen gradvist den gamle hovedgård. Foto: Bent Olsen, 2013.

Fra herregård til Silkeborg Handelsplads

Silkeborg Hovedgård gik fallit i 1823. Kun 56 år efter sin etablering i 1767, havde herregården vist sig urentabel, og staten tog over. Silkeborgskovene blev kongeligt domæne i 1837, og den resterende del af Silkeborg Hovedgård blev kongeligt domæne i 1840.

Godsinspektør J.H. Bindesbøll spillede straks ud i 1840 med nogle omfattende planer for fremtiden på Silkeborg med fabriksvirksomhed og anlæggelse af en handelsplads.

Silkeborg Papirfabrik blev etableret fra 1844 med udgangspunkt i Østermarken øst for Gudenåen. Ved kongelige resolutioner af 15. december 1845 og 8. januar 1846 var grundlaget for etableringen af Silkeborg Handelsplads tilvejebragt på den såkaldte Vestermark vest for Gudenåen.

Hovedgårdens bygninger – byen rykker ind

Silkeborg Hovedgårds hovedbygning og ladebygninger fra omkring 1770 og 1777 lå midt mellem det kommende fabrikssamfund og den vordende by. Hovedgården blev i 1840’erne opsplittet mellem fabrik og by. Fabrikant Michael Drewsen flyttede midlertidigt ind i hovedbygningen i årene 1844-1847.

I forbindelse med papirsfabrikken blev Silkeborgs ladebygninger indrettet til magasin og arbejderboliger. På dette gamle fotografi ses hjuldamperen Hjejlen i forgrunden og Silkeborg kirke i baggrunden. Foto: Silkeborg Museum.

I samtiden var der nogen diskussion, om hovedbygningen kunne bruges i forbindelse med et besøg af kongen med hof. Bladet Fædrelandet bragte den 17. august 1847 et sarkastisk læserindlæg om brug af offentlige midler til at istandsætte bygningen.

Blandt andet hedder det: ”Det er dernæst vist, at Silkeborg hovedbygning – et enetages hus med en trefags kvist midt på og et toetages pavillon ved hver ende – ikke blot er så lille, at den aldrig kan blive noget bekvemt opholdssted for et hof, hvordan den så indrettes; at den er usolid, så at dens vedligeholdelse altid vil koste meget, og at den endelig er så uanselig og ligger så afsides nede i en krog mellem de til fabriksarbejderboliger og kludemagasiner indrettede ladebygninger, at den ikke engang synes passende til en kongebolig”.

Hovedgården fik en renovering, og byen Silkeborg overtog hovedbygningen efter familien Drewsen. Herregårdens bygninger blev herefter anvendt til byens første kirkesal (1846-1877), til skolelokaler (frem til 1859) og til byens posthus (frem til 1906).

Silkeborg Kommune overtog i 1868 desuden store dele af Silkeborg Papirfabriks fæstede jorde og enge. Hermed fik den unge kommune råderet over græsningsarealet midt i Silkeborg, Store Maen, engarealer ved Funderholme og Østermarken. Silkeborg Kommune anvendte jorden til den nye Silkeborg Fattiggårds landbrugsdrift.  Senere kom jorden til at danne udgangspunkt for udstykninger til byens udvikling og vækst.

Hovedgården bliver museum

Efter en periode med privat ejerskab, købte Silkeborg Kommune i 1938 igen Silkeborg Hovedgård.  Byens børnehave, Dronning Louises Asyl flyttede i 1940 ind i hovedbygningens østlige fløj i nyindrettede lokaler. Personalet boede på 1. sal i gavlen mod øst frem til slutningen af 1950’erne, hvor disse værelser blev inddraget til lokaler for de ældste børn. Børnehaveleder Nanna Buhl (1919-2011) var den sidste beboer på Silkeborg Hovedgård.

Landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen boede til leje i vestfløjen, og han tilbød i 1951 lokaler til Silkeborg Museum, som i årtier havde stået uden husly. Silkeborg Museum kunne indvies i 1951, og hermed fik museet fodfæste i byens ældste bygning. Men det skulle udvikle sig yderligere.

Neergaard Jessen døde kort tid efter, og Silkeborg Kommune tilbød nu Silkeborg Museum hele vestfløjen. Silkeborg Museum tog imod tilbuddet og åbnede byens museum i januar 1954 med samlinger, der omfattede moseliget Tollundmanden, oldtidssager, almuegenstande, Michael Drewsens møbler og Asger Jorns kunst.

I 1938 købte Silkeborg kommune den gamle hovedbygning og i 1940 flyttede byens børnehave ind i de herskabelige rammer. Helt frem til 1950’erne boede en del af børnehavens personale i den østlige ende af hovedbygningen. Foto: Silkeborg Museum.

Byens børnehave og museum delte frem til 1975 den gamle hovedgård. Børnehaven var indrettet i to etager i østfløjen og havde dejlig udenomsplads i den store have. Silkeborg Museum optog vestfløjen med sine udstillinger. Men i 1970’erne var det tid til adskillelse, og børnehaven flyttede fra hovedgården i 1975. Silkeborg Hovedgård gennemgik en grundlæggende renovering i 1975/76, og Silkeborg Museum kunne i 1976 åbne med nye museumsudstillinger fordelt over hele hovedbygningen.

Silkeborg Kommune overtog midt i 1980’erne den sidste stump af de gamle længer med henblik på at indrette et lille lokalt arbejdermuseum. Det var en realitet i 1998.

Silkeborg Museum udvidede i 1990/91 med en nybygning i den store museumshave. Dronning Margrethe kunne den 2. juli 1991 indvi nybygningen med den nye jernalderudstilling med Tollundmanden som naturligt centrum.

Museum Silkeborg har i dag hovedsæde i den gamle herregård, byens ældste bygning, og museets afdeling på lokaliteten bærer navnet Hovedgården.