SILKEBORG HOVEDGÅRD

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

 

Silkeborg Hovedgård blev etableret som hovedgård i 1767, men den vandt sig ingen varig og stabil position som lokal herregård. Her var ingen adelig slægt, som ved rigdom og tradition kunne kaste glans over lokalområdet. Tværtimod er Silkeborg Hovedgård historien om tvivlsomme investeringer, bristede forhåbninger, fallit, statsovertagelse og integration i moderne skovdrift, fabrikssamfund og byliv. En oversigt over Silkeborg Hovedgårds historie kan inddeles i temaer efter de skiftende ejeres sigte med herregården med hensyn til landbrugsdrift, skovdrift, del af et fabrikssamfund og del af bysamfundet Silkeborg.

Silkeborgs hovedbygning blev opført af Hans Nicolaj Hoff, efter han havde erhvervet en del af Skanderborg rytterdistrikt i 1767. Foto: Bent Olsen 2013.

Silkeborg Hovedgård kommer i privat eje 1767

Kongemagten satte en række rytterdistrikter på auktion i 1767, og ritmester Hans Nicolaj Hoff (1722-1806) købte ved den lejlighed området ved Silkeborg. Hovedgårdstaksten var på 27 tdr. hartkorn og med tilhørende kirketiende på 36 tdr. Til ejendommen hørte vidtstrakte skovarealer på ca. 5.000 tdr. land, en mølle, to teglværker og omfattende fiskerettigheder i Gudenåen og de omkringliggende søer. Fæstegårdene under Silkeborg Hovedgård omfattede 258 tdr. hartkorn med 77 gårde og 32 huse.

Hans Nicolaj Hoff lod umiddelbart efter 1767 Silkeborg Hovedgård opføre med hovedbygning i grundmur og ladebygninger i bindingsværk. Ladebygningerne brændte i 1777 og blev genopført i grundmur.

Pøtsø, som vises på billedet her, er blot én af mange søer i det frodige skovområde som omgiver Silkeborg. Foto: Wikimedia Commons 2016.

Familien Hoff ejede Silkeborg Hovedgård i knap 40 år. Først Hans Nicolaj Hoff og dernæst sønnen Henrik Muhle Hoff (1763-1817) i årene 1794-1804. For familien Hoff var Silkeborg Hovedgård en investering. Far og søn var gode repræsentanter for tidens borgerlige entreprenører. Landbruget blev rationaliseret, omlægninger foretaget, ny jord inddraget, aflæggergårde etableret og fæstegårde frasolgt. Godsets vidstrakte hede- og engarealer gjorde såvel fåreavl som studeopfedning og studehandel til en væsentlig del af landbrugsdriften.

Familien Hoff drev også i mindre omfang skovdrift, men transportvejene var en barriere, der gjorde, at træet blev solgt og anvendt lokalt. Blandt andet til en omfattende træskoproduktion. Henrik Muhle Hoff solgte Silkeborg Hovedgård i 1804 til H.P. Ingerslev og ritmester Halling. En ny epoke for Silkeborg Hovedgård kunne begynde.

 

Investeringer i skovdrift – og fallit

Hans Peter Ingerslev (1762-1830) var den gennemgående ejer af Silkeborg Hovedgård i årene 1804-1823 fordelt på to perioder. Fra 1804 til 1814 med de økonomiske konjunkturer med sig og fra 1817 til 1823 med konjunkturerne imod sig.

H.P. Ingerslev var først og fremmest interesseret i Silkeborg Hovedgård på grund af Silkeborgskovene. Ønsket har givetvis været at fælde Silkeborgskovene og efterfølgende udparcellere og sælge jorden. Skovloven af 1805 satte en bastant stopper for sådanne planer, og H.P. Ingerslev søgte herefter at skabe en moderne og rationel skovdrift. Det forudsatte en regulering af Gudenåen, så træet kunne transporteres til Randers på pramme.

Silkeborgskovene var frem til først i 1800-tallet relativt beskyttet, fordi dårlige transportveje umuliggjorde større udførsel af træ til de østjyske købstæder. Det lykkedes imidlertidig H.P. Ingerslev i årene 1806-1809 at gøre Gudenåen prambar. Kongemagten lånte H.P. Ingerslev en formue til at realisere dette projekt.

H.P. Ingerslev solgte i 1814 Silkeborg Hovedgård til købmand Aastrup i Randers. Investeringen havde givet det ønskede afkast. Men det blev en kortvarig fornøjelse. Konjunkturerne var vendt, og købmand Aastrup måtte tilbagegive Silkeborg Hovedgård til H.P. Ingerslev. Den negative økonomiske spiral fortsatte og resulterede i fallit i 1823.  Staten overtog herefter Silkeborg Hovedgård som største panthaver.

 

Nye initiativer – handelsplads og papirfabrik

Staten foretog en grundig evaluering af Silkeborg Hovedgård i årene 1823-1837 og fandt frem til, at skovene omkring Silkeborg skulle sikres for eftertiden. Ved resolution af 29. august 1837 blev Silkeborgskovene erklæret for kongeligt domæne. Silkeborg Skovdistrikt etablerede hovedsæde på aflæggergårdene Naaege og siden på Marienlund (i dag Gl. Skovridergård).

Men hvad med den øvrige del af Silkeborg Hovedgård med hovedbygning, avlsbygninger og agerland? Afgørelsen kom ved kongelig resolution af 7. februar 1840, hvor staten besluttede også at gøre denne del til kongeligt domæne med henblik på nye omfattende initiativer med fabriksdrift og etablering af handelsplads.

Da Silkeborg papirfabrik blev oprettet indrettede familien Drewsen herregårdens avlsbygninger til arbejderboliger. Foto: Silkeborg Museum.

Som kongeligt domæne lagde Silkeborg Hovedgård herefter areal til Silkeborg Papirfabrik i 1844 og Silkeborg Handelsplads i 1846. Familien Drewsen og Sønner fik i 1844 arvefæsteskøde [livslang lejekontrakt, som kunne nedarves til efterfølgende generationer] for 50 år på den såkaldte Østermark øst for Gudenåen. Silkeborg Handelsplads voksede frem på den såkaldte Vestermark vest for åen.

Hovedgårdens hovedbygning og ladebygninger fra 1770’erne lå midt mellem det kommende fabrikssamfund og den vordende by. Fabrikant Michael Drewsen opslog sit foreløbige hovedkvarter i hovedbygningen i årene 1844-1847, men han havde ingen planer om at blive boende der. Derimod kunne fabrikssamfundet bruge de eksisterende ladebygninger, Østre og Vestre længe, til arbejderboliger.

Silkeborg Papirfabrik lod opføre 29 lejligheder i de to længer. Arbejderkvarteret i de to længer fik en levetid på godt 60 år, indtil de i forlængelse af Første Verdenskrig blev nedrevet for at gøre plads til nyt blandet boligkvarter.

Silkeborg by rykkede ind i den gamle hovedbygning efter Michael Drewsen og indrettede her byens første kirkesal (1846-1877), byens første skolelokale (frem til 1859) og byens første posthus (frem til 1906). Silkeborg Kommune overtog fra 1868 Østermarken og anvendte den i forbindelse med kommunens nye fattiggård.

 

Familien Jessen

Familien Jessen, som ejede og beboede Silkeborg hovedgård fra 1911-1938, ses på dette billede samlet til søndagsfrokost. Foto: Museum Silkeborg.

Købmand Peter Jessen købte Silkeborg Hovedgård i 1911, som i de foregående årtier havde været beboet af nogle af byens velstående familier. Peter Jessen var en succesrig forretningsmand, men hans køb af Hovedgården var ikke som sådan en investering. Den gamle herregård skulle være en passende ramme om familielivet.

Familien Jessen boede på Hovedgården i 27 år og er hermed den familie, som har haft det længste ophold på ejendommen i hele dens eksistens.  I den vestlige fløj indrettedes under Første Verdenskrig en aftægtslejlighed til Peter Jessens forældre. Da forældrene døde, blev lejligheden overtaget af en ugift bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen.

Nok var familien Jessen af borgerligt ophav, men de forstod at føre sig frem med moderne automobiler og deslige. Foto: Silkeborg Museum.

Peter Jessen døde kort tid efter sin hustru i 1938, blot 52 år gammel. Nu var Silkeborg Hovedgårds fremtid igen i spil. Men Peter Jessen havde før sin død taget sine forholdsregler. Ved servitutter blev sikret, at der fremover ikke måtte bygges på grunden. Baggrunden var, at lokale initiativrige personer havde ytret ønske om at købe hovedgården med henblik på nedrivning og opførelse af etagebyggeri. Sådanne initiativer blev blokeret ved ændringer i skødet. Hermed bortfaldt de fleste potentielle private købere, og Silkeborg Kommune trådte til.

 

Silkeborg Museum

Silkeborg Kommune overtog Silkeborg Hovedgård efter Peter Jessen med henblik på at flytte byens børnehave, Dronning Louises Asyl, hertil i nyindrettede lokaler. Børnehavens personale boede frem til 1959 på første sal i den østlige del af bygningen, landsretssagfører Neergaard Jessen boede i vestfløjen.

Johannes Neergaard Jessen tilbød i 1951 lokaler til Silkeborg Museum, som i årtier havde stået uden husly. Hermed fik museet fodfæste i byens ældste bygning. Kort tid efter døde Johannes Neergaard Jessen, og Silkeborg Kommune og Museumsforeningen gjorde det muligt, at Silkeborg Museum i januar 1954 kunne åbne byens museum i hele den vestlige del af hovedbygningen. Samlingerne omfattede bl.a. moseliget Tollundmanden, oldtidssager, almuegenstande, Michael Drewsens møbler og Asger Jorns kunst.

Dronning Louises Asyl og Silkeborg Museum delte bygningen frem til 1975, hvor børnehaven flyttede ud, og museet kunne overtage hele den gamle hovedbygning.

Silkeborg Hovedgård ligger fortsat i Silkeborg, hvor hovedbygningen og den sidste stump af ladebygningerne skaber en historisk ramme om Museum Silkeborg. Som et fysisk vidnesbyrd på en sælsom herregårdshistorie ligger Silkeborg Hovedgård 250 år efter sin skabelse nu midt i Silkeborg by.

Da Silkeborg Kommune overtog herregårdens bygninger omkring 1938 lod de byen børnehave flytte ind i de herskabelige rammer. Foto: Silkeborg Museum.