HERREGÅRDENS SKOVE

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

 

Silkeborg Hovedgård er en ung herregård, som lige fra sin etablering i 1767 indgik i den nye kapitalistiske markedsøkonomi. Silkeborg Hovedgård var ikke herskabelighed og tradition men investering og forretning. I løbet af 1800-tallet fik udnyttelsen af skovene stadig voksende betydning for herregårdens udvikling.

På dette kort over Skanderborg Rytterdistrikt fra ___ ser man tydeligt de omfattende skovområder omkring Silkeborg. Kort: historiskatlas.dk

Nyt fokus på skovene

Familien Hoff ejede Silkeborg Hovedgård i årene 1767-1804, og i denne periode var herregårdens erhvervsgrundlag mangesidet: landbrug, skovdrift, mølleri, ålefiskeri, teglværk m.m. Landbruget var dog det primære.

Hans Peter Ingerslev (1763-1830) var den gennemgående ejer af Silkeborg Hovedgård i årene 1804-1823. H.P. Ingerslevs interesse i Silkeborg Hovedgård var først og fremmest de vidtstrakte skove og skovdriften.

Hans Peter Ingerslev ejede Silkeborg Hovedgård i to perioder. Fra 1804 til1814 med konjunkturerne med sig, og fra 1817 til 1823 med konjunkturerne imod sig.

H.P. Ingerslev og ritmester Halling til herregården Frisholt [nuværende Ormstrup] købte i fællesskab Silkeborg Hovedgård i 1804 for 200.000 rigsdaler. Meget tyder på, at Ingerslev og Halling har spekuleret i at omhugge Silkeborgskovene i løbet af 20 år, hvorefter der kunne være mulighed for at udstykke de frilagte arealer til agerdyrkning.

Fredsskovforordningen af 27. september 1805 kom således en del på tværs for de nye ejeres planer. Vilkårene var forandret. H.P. Ingerslev blev allerede i 1805 eneejer og stod herefter ene om virkeliggørelse af potentialet.

 

Investeringer, succes – og fallit

Skoven var en stor ressource for Silkeborg hovedgård og da Gudenåen blev gjort prambar var det muligt at fragte tømmeret til større købstæder. Foto: Wikimedia Commons 2016

Der blev tænkt nyt og stort med afsæt i tidens projektoptimisme. Blandt andet et kanalprojekt fra Silkeborg til Aarhus eller subsidiært en oprensning af Gudenåen med mulighed for øget pramfart. Men det kostede penge, og H.P. Ingerslev henvendte sig til kongemagten med ønske om lån. Kronen reagerede ved at lade landinspektør Recke gennemgå godset og dets muligheder. Resultatet blev, at kongemagten bevilgede et lån på 100.000 rigsdaler til H.P. Ingerslev til at gøre Gudenåen prambar.

H.P. Ingerslev stod i årene 1806-1809 bag et omfattende anlægsarbejde for at gøre Gudenåen prambar til Bjerring Mølle. Her etablerede han en ladeplads til omladning af brændslet fra Silkeborgskovene fra mindre til større pramme. Arbejdet blev fuldført med succes, og hermed var skabt helt nye muligheder for Silkeborgs skovdrift. I året 1805 fik H.P. Ingerslev transporteret 27½ favne træ – ca. 60 kubikmeter – fra Silkeborg til Bjerring Mølle. I året 1809 var tallet 1407 favne, og de følgende år var den årlige udførsel af træ ad Gudenåen mellem 1535 og 2209 favne.

H.P. Ingerslev muliggjorde det, som var mislykkedes for de tidligere ejere: at få transporteret anselige mængder træ fra Silkeborg ud på det danske marked via Randers. Det betød store investeringer at skabe denne mere rentable skovdrift med massiv skovning, udførsel fra skoven til Gudenåen, omladning ved Silkeborg på pramme og endnu en omladning ved Bjerring Mølle.

H.P. Ingerslevs mission så umiddelbart ud til at lykkes, og han solgte i 1814 Silkeborg Hovedgård til købmand F.B. Aastrup, Randers for 600.000 rigsdaler. H.P. Ingerslevs investering så for en kort stund ud til at have givet et godt afkast.

Men konjunkturerne skiftede, og F.B. Aastrup måtte allerede i 1817 give Silkeborg Hovedgård tilbage til H.P. Ingerslev. Og herefter gik det kun tilbage for herregården. Priserne på træ og brændsel raslede ned, og H.P. Ingerslev søgte at imødegå denne negative spiral ved yderligere skovhugst. Hvilket blot gjorde det hele værre. Silkeborg Hovedgård og H.P. Ingerslev gik fallit i 1823. Kongemagten overtog som største kreditor Silkeborg Hovedgård.

 

Kongeligt domæne

Kronen iværksatte en undersøgelse af ejendommen. Resultatet var nedslående. Silkeborg Hovedgård var forgældet over sin reelle værdi. Skovarealet var ikke ca. 5.000 tdr. land, men derimod 3.203 tdr. land. Og skovenes tilstand var ringe og kunne slet ikke bære den eksisterende skovhugst. Silkeborgskovenes eksistens var slet og ret på spil.

Eksperterne anbefalede at overtage Silkeborg Hovedgård for at bevare Silkeborgskovene for eftertiden. Skovene skulle under kyndig drift, og strategien ændres fra levering af træ til brændsel til levering af træ til lokal forarbejdning, blandt andet til træsko, hjul og træredskaber. Silkeborgskovenes værdi lå som gavntræ med henblik på det skovløse Vestjylland. Statsmagten fulgte anbefalingerne og gjorde ved kongelig resolution af 29. august 1837 Silkeborgskovene til kongeligt domæne.

Silkeborg Skovdistrikt indrettede sig på to af de aflæggergårde, som Henrik Muhle Hoff i sin tid havde etableret. Først på aflæggergården Naaege (1826-1847) og dernæst på aflæggergården Marienlund (i dag Gl. Skovridergård).

Silkeborgskovene så at sige reddede den ganske unge herregård fra simpel fallit og forfald efter 1823.