HISTORIENS TILFÆLDIGHEDER

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

 

 

Silkeborg Hovedgård ligger fortsat i Silkeborg, hvor hovedbygningen og den sidste stump af ladelængen danner rammen om Museum Silkeborg. Det er historien om tvivlsomme investeringer, bristede forhåbninger, fallit, statsovertagelse og integration i moderne skovdrift, fabrikssamfund og byliv. Det er også historien om tilfældighedernes store rolle. Det er på mange måder lidt af et mirakel, at Silkeborg Hovedgård den dag i dag er en realitet

Efter sin kroning i 1839 ønskede kong Christian 8. (1839-1848) at besigtige Jylland og i sommeren 1840 lagde han vejen forbi Silkeborg. I forbindelse med dette royale besøg blev den gamle herregårds hovedbygning sat i stand, så den nødtørftigt kunne huse kongen og hans følge. Stik fra Nationalmuseet. Foto: Wikimedia Commons.

 

Tilfældigheder

Tilfældigheder spiller altid en afgørende rolle i menneskelivet. Historievidenskaben søger imidlertid det generelle og plausible årsagssammenhænge, og derfor indgår tilfældighedernes rolle sjældent i historiske fremstillinger. Det er dog muligt i forbindelse med Silkeborg Hovedgård at skitsere tilfældighedernes betydning.

Silkeborg Hovedgård blev etableret som hovedgård i 1767, men den vandt sig ingen varig og stabil position som lokal herregård. Efter en falit i 1823 var Silkeborg Hovedgårds hovedbygning efter alt at dømme under voldsomt forfald frem mod 1840. Men to lidt tilfældige forhold fik ændret herpå.

 

Kongebesøg og nye anvendelser

Efter Christian 8.’s (1839-1848) besøg i 1840 blev Silkeborgs hovedbygning taget i anvendelse som kirkesal, skole og posthus. Farvelagt fotografi af byens postvæsen foran Silkeborgs hovedbygning ____. Scan: Museum Silkeborg.

Den nykronede konge, Christian 8. (1839-1848), ønskede at besigtige Jylland, og hoffet meldte sin ankomst på Silkeborg i sommeren 1840. Kun Silkeborg Hovedgård havde en vis mulighed for at indkvartere kongen og det medrejsende følge. Kongemagten sørgede for en nødtørftig istandsættelse af hovedbygningen til dette kortvarige formål. Forfaldet var midlertidigt bremset.

Fabrikant Michael Drewsens residens på Silkeborg Hovedgård fik samme betydning som kongebesøget i 1840. En liden præsentabel bolig fik en overhaling, hvorefter dens overlevelsesmuligheder var væsentligt forbedret.

Samtidig besluttede kongemagten ved sin bygningsinspektør Koch at bruge penge på en istandsættelse midt i 1840’erne, så hovedbygningen også fremover kunne bruges til kongeligt besøg. Silkeborg Hovedgård var herefter i en sådan stand, at byen Silkeborg kunne anvende hovedbygningen til kirkesal, skole og posthus.

 

Peter Jessen

Peter Jessen ejede hovedgården i perioden 1911-1938, og hans dispositioner har spillet en afgørende rolle for hovedbygningens overlevelse og senere anvendelse. Peter Jessen indrettede under Første Verdenskrig en aftægtslejlighed i den vestlige fløj til sine forældre. Efter forældrene overtog en ugift bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen, denne lejlighed.

Peter Jessen døde kort tid efter sin hustru i 1938, blot 52 år gammel. Med disse tidlige dødsfald var Silkeborg Hovedgårds fremtid igen i spil. Men Peter Jessen havde taget sine forholdsregler. Ved servitutter blev sikret, at der fremover ikke måtte bygges på grunden og ej heller sælges spiritus på ejendommen. Baggrunden var, at lokale initiativrige personer havde ytret ønske om at købe Hovedgården med henblik på nedrivning og opførelse af boligblokke. Sådanne ønsker blev blokeret ved ændringerne i skødet. Hermed bortfaldt de fleste potentielle private købere til ejendommen, og Silkeborg Kommune trådte til og indrettede østfløjen til byens børnehave, Dronning Louises Asyl.

Johannes Neergaard Jessen tilbød i 1951 lokaler til Silkeborg Museum, som i årtier havde stået uden husly. Neergaard Jessen fandt, at han havde så rigeligt plads i vestfløjen, at der også kunne være plads til nogle mindre museumsudstillinger. Hermed fik museet fodfæste i byens ældste bygning.

 

Avlsgården

Tilfældigheder spillede også ind i forbindelse med bevarelsen af den sidste stump af den ene avlslænge, som siden 1840’erne havde været indrettet som arbejderboliger. Østre og Vestre længe blev nedrevet i forlængelse af Første Verdenskrig.

Arbejdermuseet som befinder sig i et anneks nær herregårdens hovedbygning er det sidste element som er tilbage af Silkeborgs avlsgård. Avlsgårdens vestre og østre længe blev indrettet til arbejderboliger, men i slutningen af Første Verdenskrig (1914-1918) blev disse revet ned, på nær det lille parti, som i dag udgør Arbejdermuseet. Foto: Museum Silkeborg, 2016.

I den forbindelse blev lejerne spurgt, om de ønskede at købe deres hjem. Lejerne var småkårsfolk, som ingen muligheder havde for at købe. Men der var en undtagelse. Snedker Peter Kjær var barnefødt i Vestre Længe, og han købte den ene halvdel af Vestre Længe – rev halvdelen heraf ned og byggede et tofamilieshus, men lod den sidste rest stå og lejede den ud.

Herved blev den sidste rest af Silkeborg Hovedgårds avlslænge fra 1777 bevaret for eftertiden. Og da Peter Kjærs børnebørn i 1980’erne skulle sælge, tilbød de Silkeborg Kommune den gamle arbejderbolig til en favørpris. Præmissen var, at kommunen overdrog boligen til Silkeborg Museum med henblik på at indrette et lille arbejdermuseum. Silkeborg Kommune tog imod tilbuddet, og adressen Chr. 8. Vej 52 kunne i 1998 åbne som lokalt arbejdermuseum under Silkeborg Museum.

Silkeborg Hovedgård er den dag i dag en historisk realitet midt i Silkeborg by – og det er noget af et tilfælde. Et tilfældighedernes mirakel.