LANDBRUGET OG DRIFTEN AF GODSET JORDER

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

Silkeborg Hovedgård er en relativ ung herregård, grundlagt i 1767. Ritmester Hans Nicolaj Hoff (1722-1806) købte på en auktion dette år Silkeborg Hovedgård for 44.000 rdl. Det var da et klassisk gods med hovedgård, fæstegårde, skov, mølle, teglværker, samt omfattende fiskerettigheder i Gudenåen og de omkringliggende søer. Godsets ejere så dog mest i retning af de store skovarealer for at udvikle godset, og agerdyrkningen fik en stadig mere marginal rolle. 

Den østre og vestre længe af Silkeborgs avlsgård blev anvendt til studedrift, mens den høje agerumslade blev brugt til tørring samt opbevaring af hø og korn. I begyndelsen af 1800-tallet blev herregårdens drift imidlertid lagt om og landbruget fik mindre og mindre betydning. Tegning af Silkeborgs avlsgård med byen i baggrunden. Scan: Museum Silkeborg.

Silkeborg Hovedgård 1767

Da Hans Nicolaj Hoff købte Silkeborg Hovedgård var bøndergodset på 258 tdr. hartkorn med 77 gårde og 32 huse. Silkeborg Hovedgård lå noget afsides i forhold til sine fæstegårde, som lå mod øst (f.eks. Haarup, Mollerup og Laven) og mod syd (f.eks. Virklund, Them og Tømmerby). De bedre jorder mod nord var ikke blevet en del af godset.

Hans Nicolaj Hoff lod umiddelbart efter 1767 Silkeborg Hovedgård opføre med hovedbygning i grundmur og ladebygninger i bindingsværk. Noget bygningsmateriale blev hentet fra den nærliggende ruin fra det tidligere Silkeborg Slot. Ladebygningerne brændte i 1777 og blev genopført i grundmur.

Silkeborg Hovedgårds drift skete i vid udstrækning ved hoveri. Hovedgårdens marker omfattede omkring 1770 ca. 350 tdr. land, men den nye ejer fulgte tidens trend og inddrog til stadighed nyt land under plov. Tyve år senere var markerne udvidet til ca. 430 tdr. land.

Frasalg af fæstegårde

Udvidelsen resulterede i forøgelse af fæstebøndernes hoveri, der yderligere var besværliggjort af flere forhold. Dels skulle bønderne rejse relativt langt for at komme til arbejdet på hovmarken, og dels havde de en del pligtkørsler. De store afstande var et problem. Formodentlig var det medvirkende årsag til, at Hans Nicolaj Hoff i 1792 ansøgte om at måtte sælge fæstegårdene fra godset uden at miste hovedgårdsprivilegier. Ansøgningen blev bevilget, og Silkeborg Hovedgård bortsolgte ca. halvdelen af fæstegårdene til selveje. Fortrinsvis gårde i godsets periferi.

Hans Nicolaj Hoff solgte i 1794 Silkeborg Hovedgård til sin søn, landsdommer Henrik Muhle Hoff (1763-1817). Sønnen udgav i 1810 et skrift med titlen ”Kort fremstilling af min virkekreds i Dannemark”. Af skriftet fremgår, at ejendommen var blevet noget beskåret, idet de bedste jorder var solgt fra.

Tilbage var landsbyerne Virklund og Haarup, som først og fremmest var kendetegnet ved deres dårlige jorder og bøgeskove. Lokalbefolkningen levede i høj grad af skovene, blandt andet ved fremstilling af træsko. Agerdyrkning indgik blot som en næringsvej blandt flere for bønderne.

Driften

Henrik M. Hoff valgte at afvikle hoveriet og i stedet drive hovedgården selv med ansatte folk. Hoveriet blev afviklet i løbet af 1790’erne. Sideløbende hermed oprettede Hoff fire selvstændige aflæggergårde i hovedgårdens umiddelbare nærhed, f.eks. Marienlund.

Henrik M. Hoff var i tidens ånd interesseret i alle nyskabelser inden for agerdyrkning, og han kastede sig ud i eksperimenter inden for landbrug og skovdrift med mergling og gødskning af markerne, dyrkning af roer og kartofler og inden for skovdriften plantning af tusindvis af fyrretræer.

Husdyrholdet blev forøget, idet studenes antal steg fra 80 til 120 og fårenes antal blev fordoblet fra 100 til 200. Derimod var der fortsat 20 køer, det samme som i faderens tid. Bag ændringerne i husdyrholdet skimtes hovedgårdens rigelige adkomst til hede og engarealer.

Landbruget mister betydning

Henrik Muhle Hoff solgte Silkeborg Hovedgård til H.P. Ingerslev og ritmester Halling i 1804. Ved ejerskiftet skete en forskydning i anvendelse. I familien Hoffs tid var landbruget det primære og skovdriften det sekundære. For H.P. Ingerslev var skovdriften det primære og landbruget det sekundære. Og dette skift fortsatte i løbet af det 19. århundrede. H.P. Ingerslev gik fallit i 1823, men staten overtog området, der blev opdelt i to kongelige domæner – skovene og det område, hvor Silkeborg Papirfabrik og byen Silkeborg senere etableres.

Silkeborg Hovedgårds landbrug kom til at spille en underordnet rolle efter familien Hoff. Men der blev dog fortsat i første halvdel af 1800-tallet drevet landbrug fra herregården i et vist omfang. J.C. Schythe gav i 1843 i sin amtsbeskrivelse over Skanderborg Amt en omtale af Silkeborgegnen og Silkeborg Hovedgård.

Overordnet var egnen ødsel på naturskønhed og karrig på god muldjord. Hovedgårdens hovedbygning karakteriseres som ”indskrænket”, mens ladebygningerne var velindrettede og rummelige. Husdyrholdet var 25 malkekøer, 25 ungkvæg, 150 får og 10 heste. Den tidligere studedrift ser således ud til at være ophørt. Til ejendommen hørte i 1843 fæstegårde i Virklund, Them sogn med 10 gårde, 9 huse med jord og 12 lejehuse uden jord.

Efter etableringen af først Silkeborg Papirfabrik (1844) og dernæst byen Silkeborg (1846) fases landbrugsdriften nærmest helt ud. Silkeborg Kommune overtog dog den såkaldte Østermark og engområdet i Funderholme i 1868 og lod jorden indgå i kommunens nye fattiggårds landbrugsdrift.