PAPIRFABRIK I HERSKABELIGE RAMMER

Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

 

Silkeborg Hovedgård blev afviklet som herregård efter en fallit. Men herregårdens skove og avlsbygninger blev udgangspunkt for nye initiativer for produktion og industri. Silkeborg Papirfabrik blev grundlagt 1844 på godsets tidligere jord øst for Gudenåen.  

I 1844 fik firmaet Drewsen og sønner 50 års skøde på Silkeborgs hovedbygning, ladebygninger og en del af den tilstødende jord. De oprettede Silkeborg Papirsfabrik og indrettede den østre og vestre længe af avlsgården til arbejderboliger. Ydermere anlagde de en handelsplads ved Gudenåens bred. Foto: Silkeborg Museum.

Staten tager over

Silkeborg Hovedgård gik fallit i 1823. Kun 56 år efter sin etablering i 1767. Herregården havde udviklet sig til en privatøkonomisk katastrofe, og Silkeborgskovene var på sammenbruddets rand. Staten overtog herregården og undersøgte de fremtidige muligheder.

Statsmagtens overvejelser resulterede i et ønske om at adskille Silkeborgskovene fra Silkeborg Hovedgårds øvrige godsdrift. Ved kongelig resolution af 29. august 1837 blev Silkeborgskovene erklæret for kongeligt domæne.

Men hvad med den øvrige del af Silkeborg Hovedgård med hovedbygning, avlsbygninger og agerland? Afgørelsen kom ved kongelig resolution af 7. februar 1840, hvor den øvrige del af herregården også blev kongeligt domæne. Staten kunne herefter bruge den resterende del af Silkeborg Hovedgård med hovedbygning, ladebygninger, marker, enge m.m. til nye statslige initiativer.

Godsinspektør J.H. Bindesbøll spillede straks ud med nogle omfattende planer for fremtiden på Silkeborg med fabriksvirksomhed og anlæggelse af en handelsplads.

 

Silkeborg Papirfabrik

Firmaet Drewsen og Sønner fik i 1844 et arvefæsteskøde for 50 år på arealer, bygninger og rettigheder fra Silkeborg Hovedgård. Hovedparten var den såkaldte Østermark øst for Gudenåen, men til arvefæstet hørte også Silkeborg Mølle med ålekiste, størstedelen af Gudenåens vandkraft og det nærliggende teglværk.

Fabrikant Michael Drewsen opslog sit foreløbige hovedkvarter i hovedbygningen i årene 1844-1847, men han havde ingen planer om permanent at bosætte sig på Hovedgården. Michael Drewsen ønskede at følge tidens strømninger og bygge en villa til rammen om sit familieliv.

Drewsens villa stod færdig i 1847, og familien Drewsen forlod herefter hovedbygningen. Det nye fabrikssamfund fravalgte herregården som beboelse. Den blev ikke opfattet som tidssvarende. Derimod kunne fabrikssamfundet bruge de eksisterende ladebygninger, Østre og Vestre længe til arbejderboliger.

Silkeborg Hovedgårds ladebygninger var siden opførelsen 1777 altid karakteriseret som solide og rummelige, og bygningerne kom efter 1845 hurtigt til at indgå i opbygningen af det nye fabrikssamfund.

Silkeborg Papirfabrik lod opføre 29 lejligheder i de to længer. Østre Længe fik med tiden 16 lejligheder, mens Vestre Længe fik 13 lejligheder. Alle lejlighederne fulgte tidens norm: En arbejderbolig på ca. 26 kvadratmeter med to værelser og køkken. Arbejderkvarteret i de to længer fik en levetid på godt 60 år, indtil de i forlængelse af Første Verdenskrig blev nedrevet for at gøre plads til nyt blandet boligkvarter.

Staten solgte i 1873 Silkeborg Hovedgårds hovedbygning og ladebygninger til N.C. Strøyberg, som havde overtaget Silkeborg Papirfabrik i 1870. Hermed trak staten sig tilbage fra denne del af det oprindelige kongelige domæne. Private ejere, og siden Silkeborg Kommune, tog over. Statens engagement var herefter udelukkende rettet mod Silkeborg Skovdistrikt.

Arbejdermuseet åbnede den 1. maj 1998 som en underafdeling af Museum Silkeborg. Museet er indrettet i en gulkalket anneksbygning nær Silkeborg hovedgård. Formålet med museet er at sætte fokus på arbejderliv og den tidlige fabriksproduktion i Silkeborg. Foto: Museum Silkeborg, 2016.