HERREGÅRDENS PRAGT

OG DEN STANDSMÆSSIGE LIVSSTIL

Af Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning

Til herregården Sostrup knytter sig historien om den berømte og berygtede greve Jørgen Scheel (1768-1825). Hans livshistorie fortæller om tidens storslåede adelige livsstil som luksusforbrug og statusmarkør men også om det tidlige 1800-tal som krisetid for herregårdene. Vidnesbyrdene om livet på Sostrup i grev Scheels periode afspejler, hvordan adelens rejser og netværk bragte alverdens nyheder, viden og varer til herregårdene og lokalområderne.  

Herregården var en effektfuld scene for udfoldelsen af den livsstil, der var et kendetegn for datidens europæiske højadel. De store huse, deres haver og vidtstrakte skove og jorde leverede herskabelige rammer, som ingen andre steder. De mindede omgivelserne og formentlig også familierne selv om den særstatus, de repræsenterede. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.

Herregården Sostrup og lensgreven Jørgen Scheel

Da den unge adelsmand Jørgen Scheel i 1789 trådte ind i rollen som greve og godsejer, valgte han herregården Sostrup på Djursland som sit hovedsæde blandt familiens store samling af herregårde. Med hans og hans hustru Christiane Mette Bille-Brahes indtog fulgte en spektakulær periode på herregården.

Det unge grevepar indrettede sig efter alle kunstens regler i deres nye hjem, og efter alt at dømme kom herregården hermed til at danne ideelle rammer for datidens moderne adelige livsstil. Den gule og den grønne sal var indrettet til selskabs- og salonliv med debat, kunstnerisk og musikalsk udfoldelse. Den store spisestue og en imponerende samling af porcelæn, glas og sølvtøj indrammede store selskaber og middage, hvor god mad, vin og importerede specialiteter fyldte bordene. Indretningen af de mere private stuer vidner dog også om mindre selskaber og mere uformelt samvær efter tidens idealer. Herskabelige gæsteværelser stod klar til at huse gæster i dagevis eller ugevis. Jørgen Scheel omgav sig derudover med mange ejendele, der afspejlede passende interesser for en ung adelsmand – bøger og tidsskrifter, jagtudstyr og duelpistoler, videnskabelige instrumenter, kort og globusser, tidens nye opfindelser, kunst og eksotiske genstande, avancerede urværker og mekanikker samt alle tænkelige musikinstrumenter.

Parret levede godt på herregården, men opholdt sig også ofte i herskabsboligen i Frederiksstaden (kvarteret omkring Amalienborg) i København tæt ved begivenhederne, hoffet og den øvrige elite. Dertil kom de store rejser. Jørgen Scheel tog som 18-årig på den obligatoriske dannelsesrejse, der gav højadelens unge mænd kendskab til europæiske universiteter, byer og elitemiljøer. Hans livs største rejse forløb dog så længe som fra 1795 til 1801. Den bragte ham til en række europæiske lande, men blev først og fremmest tilbragt i Napoli, som på godt og ondt var et slaraffenland og mødested for datidens adel, kunstnere og levemænd. Grev Scheel bragte stor viden om tidens strømninger, mange bekendtskaber og mange ting med sig hjem fra sine rejser.

Krise og fallit

Portræt af den unge lensgreve Jørgen Scheel (1768-1825) i Paris år 1800. Scheel var i årevis på rejse i Europa, hvor han besøgte de store byer og tidens kulturelle centre, og turen gik naturligvis også omkring Paris. Som det fremgår af portrættet, lod greven sig inspirere af nyeste parisermode. 1700-tallets stive paryk er erstattet af det viltre hår med pisk i nakken. Han vendte hjem fuld af inspiration og viden om tidens strømninger til sine danske herregårde, som herefter måtte nyindrettes og forskønnes. Stik af G.L. Chrétien.

Jørgen Scheel havde som mange af sine standsfæller en gennem opvæksten, dannelsen og rejserne veludviklet sans for det nyeste og det

skønneste og en verdensmands generøsitet over for omgivelserne. I mindre grad delte han den sans for godsdrift, landbrugsudvikling og varetagelse af ansvarsfulde embeder, som mange af hans standsfæller også besad. Luksusforbruget oversteg snart indtægterne, og greven optog det ene lån efter det andet, indtil et uoverskueligt virvar af gældsposter gjorde situationen overordentligt kritisk.

I mange år var Jørgen Scheels liv på den ene side præget af de alvorlige økonomiske problemer og skandalerne, der fulgte, og på den anden side af den fortsat spektakulære livsstil – ikke mindst på den store europæiske rejse, der impulsivt blev forlænget gang på gang. Selvom familiens og dens godsers økonomi blev sat under administration, og selvom Scheel i 1807 greb til den pinlige løsning at ophæve grevskabet for at frigive båndlagte midler, var fallitten til sidst uundgåelig. Elendigheden blev ikke mindst forværret af, at landet i kølvandet på Napoleonskrigene var i økonomisk krise, og godserne havde hårde tider. Efter den skandaløse fallit omkring 1815 blev en lang og kompliceret udredningsproces sat i værk. Greven selv, hvis ægteskab også blev opløst i 1814, levede sine sidste ti år hos sin søster med meget få midler til sin rådighed.

Allerede fra de første år af Jørgen Scheels voksenliv blev gælden, kreditorerne og angsten for katastrofen således faste følgesvende. Den ene skandale fulgte den anden, og det stod efterhånden klart, at dette kunne blive enden på slægten Scheels storhed. Alligevel ændrede han aldrig sit mønster. Tværtimod lader det til, at netop opretholdelsen af den grevelige standard og den forbrugsmæssige iscenesættelse blev ved med at være essentiel i livsstilen.

Herregårdene og det standsmæssige forbrug

Da Jørgen Scheel i slutningen af 1700-tallet blev overhoved for sin slægtsgren, kunne den regnes blandt landets mest velhavende, godsrige og indflydelsesrige danske adelsfamilier. Den havde i generationer varetaget højt profilerede embeder ved hoffet og opretholdt høj status i elitens kredse.

Det at bevare status i de danske adelsmiljøer var dog ikke kun betinget af familiens formelle omstændigheder som

netop embeder, titler, slægtskab og velstand. Det var blandt meget andet også nært forbundet med den livsstil, man formåede at udfolde. At leve som en greve var med til at definere Jørgen Scheel som en greve, og det kommunikerede til omverdenen, at han var det. De kompetencer, der fulgte med opvæksten, uddannelsen og omgangen med elitemiljøerne, udskilte således de højadelige familier, og bidrog til at tegne den særlige livsstil. Evnen til at udvise klædeligt mådehold i visse sammenhænge og at forbruge i stor stil af den rette sammensætning af luksusvarer i andre sammenhænge var central. Evnen til at finansiere luksusforbruget var det naturligvis ligeledes, men Jørgen Scheels eksempel illustrerer, at de to ting ikke altid fulgtes ad.

Herregårdene var en af adelsfamiliernes vigtigste repræsentative skuepladser. Her opholdt familierne sig mange dage af året, men selv når de ikke gjorde, repræsenterede herregården arven, formuen og grundlaget for den privilegerede status. Herregårdene adskilte dens ejere fra andre af datidens elitegrupper i datiden – f.eks. byernes frembrusende borgerstand. På herregårdene demonstrerede man sin evne til at indrette sig, leve og forbruge standsmæssigt.