JØRGEN SCHEELS VILDE LIVSHISTORIE

Af Signe Boeskov, Dansk Center for Herregårdsforskning

Jørgen Scheel (1768-1825) havde sit hjem og udgangspunkt i herregårdsmiljøet på Djursland men kom vidt omkring både i verden og i livet. Hans historie er ekstrem og omhandler en af Danmarkshistoriens største fallitter. Det er dog også historien om tidens adelige livsstil og dannelse, der bekræftede standens eksklusivitet og særstatus.

Jørgen greve Scheel til grevskabet Scheel, stamhuset Gammel Estrup og herregården Ulstrup (1768-1825) malet af Jens Juel i 1794. Portrættet er efter tidens mode personligt, intimt, naturligt og frataget tidligere tiders ceremoniel og standssymboler. Greven, der havde fingeren på pulsen og sans for det skønne, lod sig naturligvis portrættere efter nyeste idealer og af tidens bedste portrætkunstnere. Til trods for den beskedne fremstilling repræsenterer denne greve en spektakulær historie om storslået adelig livsstil og (over)forbrug. Portrættet kan i dag ses på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.

Barndom og ungdom (1768-1789)

Jørgen Scheel var barn af Christen Scheel (1743-1771) og Eleonore Agnes Raben (1743-1808), der hver især repræsenterede to store adelsslægter. Familien var velhavende, havde høj status og stor indflydelse via embeder og netværk. Jørgen Scheel var ældste søn og arving til stamhuset Gammel Estrup, grevskabet Scheel samt herregården Ulstrup, hvor han voksede op.

Barndom og ungdom skulle forberede den unge adelsmand til rollen. I hjemmet og på Sorø Akademi blev han oplært i adelige dyder og omgangsformer og modtog undervisning af høj kvalitet. Som 18-årig tog han på dannelsesrejse for at studere og for, efter tidens idealer, at danne sig som menneske i mødet med verden. Rejsens første mål var universitetet i Göttingen. Det sidste var Paris, hvor den unge greve tog ved lære af de adelige miljøer og stiftede bekendtskab med nyeste mode, kunst og kultur. Beriget med lærdom og skønne, nye erhvervelser drog han hjem sommeren 1789.

Greve og godsejer (1789-1795)

Hjemme ventede en ny æra og nyt ansvar. Scheel, der nu var myndig, tog fat på godsdriften og de grevelige pligter. I 1790 giftede han sig med sin kusine Christiane Mette Bille-Brahe (1771-1844) fra Egeskov på Fyn og bosatte sig på herregården Sostrup, der i denne periode hed ”Scheel” og var hovedsæde for grevskabet. Det nye par indrettede hus og have efter tidens mode og under store omkostninger, indtil alt matchede den standsmæssige værdighed og tidens normer. Her var værelser til fordybelse i intellektuelle og videnskabelige interesser, værelser til pragtfuld selskabelighed, værelser til musik- og kunstudøvelse og rum til familiært samvær i elegante omgivelser. Parret opholdt sig dog langt fra altid på Sostrup. Der var mange herregårde at bese, og om vinteren opholdt parret sig i København tæt på hoffet og den øvrige elite. I alle sammenhænge prægede luksus og det spektakulære parrets levevis og bekræftede den grevelige status.

Udgifterne var altså mange. Da indtægterne fra godserne samtidig blev mindre, optog greven efterhånden mange lån fra familie, venner og spekulanter. Det var ikke ualmindeligt i de adelige kredse, at man lånte hinanden penge for at opretholde livsstilen. Jørgen Scheels tilfælde var dog ekstremt, og i 1794 måtte der gives kongelig bevilling til at optage lån i grevskabet. Da de mest påtrængende kreditorer via disse midler var stillet tilfredse for en stund, tog Jørgen Scheel og hans hustru på rejse.

På rejse (1795-1801)

Den 7. maj 1796 fik Jørgen Scheel udstedt rejsepas af kongeriget Napolis gesandt i Rom, Don Carlo Ramette. Greven efterlod sine ting og en del af garderoben hos bekendte i Rom – formodentligt i den hensigt snarligt at vende tilbage efter dem. Jørgen Scheel blev dog snart opslugt af det skønne liv i Napoli, der i samtiden var berømt og berygtet for sit pragtfulde selskabsliv, sine maleriske omgivelser og samling af store personligheder. Først da en tilspidset krigssituation i kølvandet på Den Franske Revolution for alvor gjorde Napoli og andre europæiske byer usikre, vendte greven hjem til Danmark. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.

Rejsen startede i det små men fortsatte ikke sådan. Greveparret tog på kurophold i Karlsbad (Tjekkiet) ligesom en stor del af den øvrige

europæiske adel og kunstneriske elite. Her lod de sig inspirere til at se Wien, hvor de for nye lån indkøbte porcelæn mm. til herregården derhjemme. Fra Wien rejste Jørgen Scheel alene mod Rom med den hensigt få uger senere at rejse med sin hustru, der var gravid, mod Danmark. Sådan gik det imidlertid ikke. Turen gik i stedet til det pragtfulde Napoli, hvor greven blev, og hvor gælden voksede. Jørgen Scheels hustru måtte skrive hjem efter hjælp, og en betroet tjener blev sendt til Østrig for at ledsage hende til Danmark.

Hjemme på Djursland var situationen både fortvivlende og pinlig. Familien måtte se til, mens godserne blev sat under administration og finde sig skandalen, da en række tvangsauktioner tømte det meste af det dyrebare indbo på Sostrup. Først i 1801 vendte Jørgen Scheel hjem.

De sidste år (1801-1825)

Situationen var skrøbelig ved hjemkomsten både familiært, økonomisk og statusmæssigt, og greven tog fat på at genetablere tidligere standarder. Trods den store gæld indebar dette en ny spektakulær indretning af både Sostrup og Gammel Estrup samt en genoptagelse af den storslåede livsstil – begge dele med inspiration fra den europæiske rejse. For en stund var der håb. Familien og miljøet tog igen imod ham. En arv samt midler fra opløsningen af grevskabet i 1807 gav administratorerne mulighed for at tegne en snæver vej ud af det økonomiske kaos.

Greven var dog fortsat ikke i stand til at udvise det mådehold, som denne vej krævede. I 1815 var fallitten officiel, og Scheel blev umyndiggjort. Landets dårlige økonomi, der i årene efter nedlagde mange godser, vanskeliggjorde afviklingen af gælden. Dertil kom, at grevens ægteskab blev opløst i 1814, og de sidste år af hans liv levede han alene på sin søsters gods og nåde.