CLAUSHOLM

RETSVÆSENET PÅ 1700-TALLETS GODSER

Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Nordjyllands Historiske Museum

I 1700-tallet var godsejerne en central og integreret del af enevældens lokale retsvæsen i landdistrikterne. På Clausholm spillede godsejerne en meget aktiv rolle i retsplejen ved godsets birkeret, bl.a. som anklager og bødetager i straffesager. Temaet viser, at godsejernes selvstændige råderum i retssystemet blev anvendt både til magtdemonstrationer og til at vise nåde overfor de beboere på Clausholm, der var kommet på kant med loven.

Herregården Clausholm set fra syd-øst. Den imponerende hovedbygning på Clausholm gods blev opført i 1690’erne af storkansler Conrad Reventlow, hvis marmorbuste fortsat findes over indgangspartiet. Det trefløjede barokanlæg blev i 1718 overtaget af Frederik IV, der mod syd tilføjede de to udløberfløje, der her ses på billedet. Ved samme lejlighed fik Clausholm sin nuværende farve, idet de oprindelige røde pudsede mure blev kalket hvide. Foto: Bent Olsen.

Godsejerne på Clausholm ved 1700-tallets midte

Christian von der Maases våbenskjold. Christian von der Maase og efterfølgende hans hustru Magdalene Susanne von der Maase (født Numsen) ejede Clausholm i årene 1743-57. Christian, der var født med efternavnet Masius, blev i 1712 adlet med navnet von der Maase. For hans position som godsejer havde adelskabet bl.a. den praktiske konsekvens, at han fik de juridiske adelsprivilegier ’hals- og håndsret’ og ’sagefaldsret’, hvilket placerede ham i en meget central position i den lokale retshåndhævelse på Clausholm. Danmarks Adels Årbog, bd. 30, 1913, s. 393.

I nutiden er det en selvfølge, at staten råder over et fintmasket administrativt og retsligt system i landområderne. I en meget lang periode af Danmarkshistorien var situationen imidlertid en helt anden, og helt frem til midten af 1800-tallet havde kongemagten kun i begrænset omfang lokale embedsmænd i landdistrikterne. Staten baserede derfor i vid udstrækning sin lokale forvaltning og retspleje på de eksisterende lokale autoriteter – nemlig godsejerne.

Da dette system kulminerede i midten af 1700-tallet, var Clausholm netop blevet solgt af kongehuset efter den tidligere ejer enkedronning Anna Sophie Reventlows død i 1743. Den nye godsejer var Christian von der Maase (1694-1753), der tidligere havde ejet de fynske og sjællandske godser Ravnstrup, Fuglebjerg og Raschenberg (nuværende Juelsberg). Han havde fået ærestitlen etatsråd og tilhørte den første adelige generation i sin slægt, idet faderen havde udmærket sig som hofprædikant, hvorefter alle hans børn var blevet adlet af kongen. Efter hans død i 1753 overtog hans hustru Magdalene Susanne von der Maase, født Numsen, (1689-1758) Clausholm, inden hun kort før sin død satte det til salg.

Portræt af Matthias Vilhelm Huitfeldt. Den norske adelsmand Matthias Vilhelm Huitfeldt ejede Clausholm i årene 1758-1801. Han var egentlig bestemt for en militær løbebane, men blev i stedet godsejer og embedsmand i enevældens regionale forvaltning. Han blev udnævnt til både stiftamtmand over Viborg Stift og amtmand over Hald og Skivehus amter. Han blev den længst siddende godsejer på Clausholm i 1700-tallet, og han og hustruen Charlotte Emerantze Raben, ligger begravet i to store marmorsarkofager i Voldum kirke. Maleri på Clausholm. Foto: Michael Grøn.

Den næste godsejer blev den norske adelsmand og oberstløjtnant Matthias Vilhelm Huitfeldt (1725-1803), der købte Clausholm i 1757 efter at have taget sin afsked fra hæren. I sin tid på Clausholm fik han flere betydningsfulde poster i enevældens regionale administration og varetog bl.a. hvervet som stiftamtmand over Viborg stift og amtmand over Skivehus og Hald amter. I 1779 fik han ærestitlen gehejmekonferensråd. Huitfeldt og hans hustru Charlotte Emerentia Raben (1731-1798) beholdt Clausholm århundredet ud, hvorefter det i 1800 blev solgt til deres svigersøn.

Clausholm som administrativt centrum

Disse godsejere var de øverste autoriteter på et af landets største godser. Ved 1700-tallets midte strakte Clausholm sig over en stor sammenhængende mængde fæstegods sydøst for Randers og havde rundt regnet 1.000 beboere fordelt på 21 landsbyer. Godset var en veletableret enhed, hvis beboere og landsbyer med fæstegårde og huse bl.a. blev bundet sammen af et velsmurt administrativt maskineri. I spidsen for denne forvaltning stod ridefogederne Jens Hutfeldt Bagge og efterfølgende Johannes Bornemann, der i vid udstrækning fungerede som godsejernes repræsentanter overfor Clausholms beboere.

Forside til godsregnskab fra Clausholm 1757-58. Godskontoret på Clausholm var i midten af 1700-tallet centrum for et stort administrativt apparat. Denne administration omfattede både godsets drift og en række forvaltningsmæssige og juridiske opgaver, som godserne varetog i landdistrikterne på vegne af staten. På indtægtssiden i godsregnskaberne finder man dermed indbetalinger af fæstebøndernes afgifter til godsejeren side om side med opkrævede kongelige skatter og idømte retsbøder ved de lokale domstole. Clausholm godsarkiv. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

Administrationen omfattede en bred vifte af opgaver i forbindelse med godsets daglige økonomi og drift. Disse mange forskellige aspekter af godsforvaltningen fremgik bl.a., når der hvert år i maj blev aflagt regnskab for Clausholms samlede økonomi. På regnskabernes indtægtsside figurerede fx godskontorets opkrævning af fæsternes landgilde (afgiften af en gård), huspenge (afgiften af et hus), indfæstning (afgiften ved overtagelsen af et hus eller gård), oldengæld (afgift af svin i skoven), kirketiende samt overskuddet fra godsets kalk- og teglfabrik.

Godskontoret varetog ikke alene en bred vifte af godsets private opgaver, men indgik også som en hjørnesten i statens lokaladministration. På Clausholm, som på landets øvrige privatejede godser, var det godsejerne, der var den øverste ansvarlige for centrale statslige opgaver, som fx den lokale skatteopkrævning. Godsejerne var her pålagt ikke alene det administrative, men også det økonomiske ansvar, og hæftede for beløbet overfor statskassen, hvis en fæstebonde ikke formåede at betale sin skat. Et anden af statens væsentlige opgaver, der lokalt blev administreret via godserne, var soldaterudskrivningen, hvor det var godsejerne, der havde ansvaret for at udvælge de af godsets beboere, der skulle i soldatertjeneste.

Retsvæsenet på Clausholm

Også på retsvæsenets område var godserne en central og integreret del af enevældens lokale system. Godsejeren Matthias Huitfeldt nedstammede fra en gammel adelsslægt, og som nævnt tilhørte hans forgænger Christian von der Maase første generation af sin families adelskab. For den lokale retshåndhævelse i landdistrikterne var dette af afgørende betydning, idet godsejerens myndighed afhang af, om de tilhørte adelsstanden eller ej.

Ved midten af 1700-tallet levede omkring 90 % af den danske befolkning i landdistrikterne, og ca. halvdelen af denne gruppe boede på godser, der var ejet af en adelig godsejer. (Den resterende del af landbefolkningen hørte under godser, der var ejet enten af kronen, borgerlige godsejere eller institutioner). For beboerne på Clausholm og de øvrige adelsgodser betød dette, at de var underlagt en godsejer, der havde en række privilegier, der pålagde dem en række konkrete opgaver i det lokale retsvæsen.

Et af disse privilegier var den såkaldte ’hals- og håndsret’, der bl.a. indebar, at godsejerne ikke alene havde ret, men også pligt, til at retsforfølge forbrydelser begået på deres godser. I løbet af 1700-tallet blev denne rolle udbygget til en slags forløber for den moderne offentlige anklagemyndighed, idet godsejerne fik ansvaret for, at der blev anlagt sag ved domstolene ved alle brud på strafferetten begået på deres godsområde. Hals- og håndsretten indebar også, at godsejerne i et vist omfang havde ansvaret for eksekveringen af korporlige straffe idømt ved de lokale domstole.

Et andet af de væsentlige juridiske adelsprivilegier var den såkaldte ’sagefaldsret’, der gav godsejerne ret til at indkassere en del af de bøder, der blev idømt for forbrydelser på deres godser. Godsejerne havde i denne forbindelse et betydeligt selvstændigt råderum, idet de havde ret til at ’aftinge’ deres undergivnes bøder – dvs. nedsætte eller eftergive den bødetakst, der ellers var foreskrevet i lovgivningen.

Stik af Clausholms hovedbygning fra 1767. Da Den Danske Atlas udkom i 1760’erne, blev det flere gange i beskrivelsen af Clausholm fremhævet, at der var tale om en ”meget gammel Herregaard”. Godset var i midten af 1700-tallet ikke alene blandt landets ældste, men også blandt de største. Fæstegodset talte godt 940 tønder hartkorn, fordelt på et område syd for hovedgården i Galten, Sønderhald og Øster Lisbjerg herreder. Godset strakte sig over 116 gårde og 56 huse fordelt på 21 landsbyer og havde en befolkning på rundt regnet 1.000 personer. Stik fra Pontoppidans Den Danske Atlas, bd. IV, 1768.

Hvor sagefaldsretten og hals- og håndsretten var juridiske privilegier for hele adelstanden, var det kun en særlig privilegeret del af de adelige godsejere, der havde den såkaldte ’birkeret’. Birkeretten betød, at godset blev udsondret i en særlig retskreds, hvor godsets beboere ikke sorterede under den gængse domstol, herredsretten. Derimod hørte de under godsets domstol, birkeretten, hvor godsejeren i 1700-tallet ansatte og udpegede dommeren. Birkeretten fungerede efter samme lovgivning som herredsretten, og danske godsejerne havde ikke på noget tidspunkt ret til selv at afsige domme ved disse domstole.

Ikke desto mindre gav de juridiske adelsprivilegier godsejerne betydelig indflydelse på den lokale retspleje på deres godser. I de tre artikler, der hører under dette tema, kan man få et indtryk af, hvad det konkret kunne betyde for beboerne på et dansk gods, at de var fæstere under en adelig godsejer. Temaet viser, hvordan det foregik, når beboerne på Clausholm gods i 1750’erne mødte loven og godsejerens repræsentant i birketingsstuen på Clausholm.

Videre læsning:

Holsten, H. Berner Schilden (1967): ”Clausholm”, i Aage Roussell (red.): Danske Slotte og Herregaarde, 2. udg. bd. 14, Hassings Forlag Kbh., s. 77-98.

Lyngholm, Dorte Kook (2013): Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. Dansk Center for Herregårdsforskning og Landbohistorisk Selskab.

Lyngholm, Dorte Kook: ”Ret og magt på godset”, på: www.danskeherregaarde.dk

Løgstrup, Birgit (1983): Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret indenfor skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede. Rigsarkivet og GADS Forlag.

Løgstrup, Birgit: ”Godsejerstyret”, på: www.danmarkshistorien.dk

Rasmussen, Alexander: ”Klausholms Bønder ved Midten af 1700’rne”, i Jyske Samlinger, Aarhus 1911, s. 246-98.