DET NÅDIGE HERSKAB

UGIFT, FATTIG OG FORÆLDER

Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Nordjyllands Historiske Museum

 

 

Mogens Skeels eksemplar af Danske Lov. I 1700-tallet var det Christian V’s Danske Lov fra 1683, der var gældende ret. Her på billedet ses Mogens Skeel (1650-94) til Fussingø’s eksemplar af lovbogen. Bogen på billedet er trykt i København i 1683, hvorefter Mogens Skeel i 1688 skrev sit navn i bindet. Der er er altså tale om en af de udgaver af Danske Lov, der blev trykt i forbindelse med lovens udstedelse. Som man kan se, er eksemplaret meget slidt, og som godsejer med ansvar for meget væsentlige områder i den lokale retspleje, kunne der jo være god grund for Mogens Skeel til at anvende lovbogen flittigt. Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

 

Sagefaldsret og sædelighedsforbrydelser

Selvom godsejerne på Clausholm havde ’birkeret’, havde de ikke selv domsmagten ved retten. Her var det birkedommeren, der skulle dømme i overensstemmelse med enevældens lovgivning. Men som indehaver af ’sagefaldsretten’, havde herskaberne på Clausholm – så vel som alle andre adelige godsejere – meget væsentlig indflydelse på, hvilket udfald nogle af retssagerne i realiteten fik for de tiltalte.

Denne indflydelse udsprang af godsejernes ret til at ’aftinge’ bøderne, fx i sager om sædelighedsforbrydelser. Sagerne om lejermål (sex mellem ugifte) var den største sagsgruppe ved Clausholm birketing, og i disse sager havde godsejeren ret til at eftergive eller reducere den bødetakst, der var fastlagt i lovgivningen.

 

Præsternes opgørelse over lejermål. Proceduren: Hvert år udbad forvalteren sig en oversigt over de lejermål, der var begået i godsets enkelte sogne. Opgørelsen var baseret på sognepræsternes kendskab til de børn, der var blevet døbt i kirkerne, hvis forældre ikke var gift. Som det fremgår af optegnelsen fra præsten i Søby, var Søren Pedersen, der var registreret som den mandlige part i det begåede lejermål i landsbyen, landsoldat i Helsingør. En påfaldende stor del af de mandlige lejermålsbegængere på Clausholm, var landsoldater ligesom ham – måske der er en sammenhæng mellem denne statistik og det faktum, at landsoldater som de eneste var fritaget for straf for denne forseelse. Clausholm godsarkiv, Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

Angivet af sognepræsten

Denne ret kunne anvendes som pression og magtmiddel mod godsets beboere, men herskabernes myndighed kunne også benyttes til at vise nåde og give en håndsrækning overfor en nødstedt undersåt, der havde forbrudt sig mod loven. Denne form for nåde blev vist Anne Jensdatter fra Søby, der i 1758 stod anklaget for lejermål ved Clausholm birketing.

Anne Jensdatter var blevet opført på sognepræstens årlige liste over ugifte personer i sognet, der havde fået børn. Bødetaksten for denne forseelse var ifølge Danske Lov 6 rigsdaler, som skulle tilfalde godsejeren, Matthias Vilhelm Huitfeldt. I første omgang havde hans ridefoged Johannes Bornemann søgt at inddrive bøden uden en retssag, men da dette ikke lykkedes, blev Anne Jensdatter indstævnet for birkeretten.

Ved første retsmøde mødte hun personligt frem og beklagede sine fattige omstændigheder og erklærede, at hun måtte anmode om herskabets nåde, da hun ikke havde det ringeste at betale med.

Anne Jensdatter var med andre ord bevidst om, at godsejeren havde myndighed til at nedsætte bøden. Herskabet var imidlertid ikke til stede ved birkeretten, og birkedommeren skulle selvsagt dømme i overensstemmelse med loven. Så den afsagte dom lød på, at Anne Jensdatter skulle betale 6 rigsdaler for lejermål.

 

Nedsættelse af bøde pga. fattigdom

Af samme års regnskaber fra Clausholm gods kan man imidlertid konstatere, at Anne Jensdatter alligevel fik nedsat bøden, idet det beløb der blev indkasseret for hendes lejermål kun var på 2 rigsdaler og 4 mark. Matthias Vilhelm Huitfeldt havde altså eftergivet resten af beløbet. I Anne Jensdatters sag – såvel som i periodens øvrige lejermålssager – er det bemærkelsesværdigt, hvordan godsejerens bødeopkrævning er smeltet helt sammen med domstolens praksis. Anmodningen om nåde blev fremsat for birkeretten, for så efterfølgende at blive ført ud i livet af godsejeren selv. Birkeretten blev dermed et forum, hvor godsejerens magtfulde position i lokalsamfundet blev udstillet. Her blev det demonstreret, at det var herskabet alene, der havde myndigheden til at ’omstøde’ bødetaksterne i Danske Lov.

Lejermålsbøder i Clausholm godsregnskab. Herreds- og birketing var domstolenes første instans i landdistrikterne, hvorfra der var appel til landstingene og Højesteret. Sagen mod møllerenken Kiedde M. Huusher viser, at den lokale retssal også var et forum, hvor den gældende verdensorden kunne bekræftes og demonstreres. I denne sag blev det understreget overfor enken og resten af lokalsamfundet, at en bødenedsættelse var uløseligt forbundet med den tiltaltes vilje til at underkaste sig herskabets autoritet. Clausholm godsarkiv, Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

I sagen mod Anne Jensdatter – som i de fleste øvrige lejermålssager – blev herskabets selvstændige retlige myndighed anvendt til at formilde den straf, der var fastlagt for lejermål i Danske Lov. Birkeretten blev dermed også et sted, hvor godsejernes magtfulde position blev underbygget og legitimeret. Her blev det nemlig demonstreret for alle, at godsejeren anvendte sin magt til at vise mildhed og nåde. Sagefaldsrettens praktiske forvaltning bidrog dermed også til at fremstille godsejeren som en god, nådig og værdig herre overfor sine undergivne.

Danske Lov 6-13-1
”Hvo nogen Qvindis-Person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og Qvindfolket tolv Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne, da straffis de efter deris Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hver andre, da betale hand til Bøder half femte Lod Sølv og hun half saa meget, og være frj for Skriftemaal.”

Danske Lov indeholdt detaljerede forskrifter for, hvem der måtte indkassere bøderne ved brud på straffelovgivningen. Som det fremgår af denne artikel, var det det i sager om lejermål (sex uden for ægteskab) de skyldiges herskab der skulle have bøden. Hvis det skyldige par efterfølgende indgik ægteskab, fik de nedsat bøden og slap for at skulle give offentligt skriftemål i deres sognekirke.

 

Videre læsning:

Koefoed, Nina (2008): Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark. Museum Tusculanum Kbh.

Lyngholm, Dorte Kook (2013): Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. Dansk Center for Herregårdsforskning og Landbohistorisk Selskab.

Lyngholm, Dorte Kook: ”Ret og magt på godset”, på: www.danskeherregaarde.dk