OFFENTLIG ANKLAGER OG FORLIGENES HERRE

Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Nordjyllands Historiske Museum

Birketinghus fra Voergaard. I 1700-tallet var landdistrikterne inddelt i to forskellige typer af underretskredse: herreder og birker. Birkerne var retskredse, der omfattede befolkningen på et gods, hvis ejer var indehaver af adelsprivilegiet ’birkeret’. På flere herregårde blev der opført en særlig bygning til at huse birkets domstol, birketinget, hvor birkedommeren en gang om ugen satte retten. På billedet ses herregården Voergaards birketinghus, der i 2010 igen kunne tages i anvendelse efter en gennemgribende restaurering. Foto: Voergaard Slot

Hals- og håndsret

Ved midten af 1700-tallet spillede godsejerne på Clausholm en meget aktiv rolle i det lokale retsvæsen på godset. Som adelige godsejere havde Christian von der Maase og Matthias Vilhelm Huitfeldt ’hals- og håndsret’ over deres undergivne. Dette betød bl.a., at de havde ret til at rejse sagerne for den lokale domstol, Clausholm birkeret, når deres undergivne havde overtrådt straffelovgivningen. I løbet af 1700-tallet udviklede denne ret sig til, at godsejerne havde pligt til at rejse sagerne ved alle forbrydelser begået på deres godser – uanset om gerningsmanden kom fra godset eller en anden retskreds.

Denne forløber for den moderne offentlige anklageinstans blev i midten af 1700-tallet håndhævet med stor nidkærhed på Clausholm. Samtlige strafferetssager (og næsten alle civile søgsmål) på birketinget blev indstævnet af godsets ridefogeder på vegne af godsejerne. På Clausholm var det med andre ord godsejerne og deres ridefogeder, der stod for det meget centrale skridt at få rejst tiltale for domstolene, når der var begået en forbrydelse på godset.

Tingbog fra Clausholm birkeret. I overensstemmelse med lovgivningens forskrifter blev alt, hvad der blev sagt og fremlagt i retssalen, noteret ned i en dertil indrettet protokol. Tingbogen på billedet dækker kun en periode på 8 år, men fylder ikke desto mindre omkring 1000 tætskrevne sider. I 1750’erne var det birkeskriver Las Møller fra Aarslev Mølle, der uge efter uge førte pennen, når retten blev sat på Clausholm birketing. Clausholm birkedommer, justitsprotokol 1752-60. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

Genopretning af tjenestepigens ære

Med denne funktion var godsejerne placeret i en nøgleposition i retsvæsenet, idet selve sagsrejsningen foregik på deres initiativ. En gennemgang af retssagerne ved Clausholm birketing i 1750’erne viser, at denne anklagefunktion også gav godsejerne betydelig indflydelse på, hvilket udfald retssagerne fik for de involverede parter. Denne indflydelse skyldtes bl.a., at det var almindelig praksis, at straffesagerne kun yderst sjældent blev ført til doms, og at de dermed ikke blev afgjort af birkedommeren, men i stedet afsluttet med et forlig.

Et sådant forlig blev afslutningen på en sag om ærekrænkelse, der i 1757 verserede mellem de to tjenestefolk Kirsten Sørensdatter og Niels Jensen. Sagen blev rejst af ridefogeden Niels H. Bagge på vegne af godsejeren Magdalene von der Maase. Niels Jensen blev anklaget for at have overfaldet Kirsten Sørensdatter med ærekrænkende skældsord og trusler, mens hun var på arbejde. Han havde kaldt hende for en hore og en kanalje, beskyldt hende for letfærdig omgang med en unavngiven mandsperson og havde truet med at slå hende med en stav.

Stævningsseddel fra Clausholm birkeret. Første formelle skridt i en tiltale var, at der blev udtaget stævning. På billedet ses et sjældent eksempel på et forlæg til en mundtlig stævning til Clausholm birketing. Det er ingen ringere end den lokale prokurator, Jørgen Rasch Bergen, der her sættes på anklagebænken. Herskabet på Clausholm havde i 1750’erne et horn i siden på Bergen, der førte fæstebøndernes sag mod herskabet i en langvarig strid om arbejdsforpligtelserne på godset. Udskrift af kommissionsprotokollen imellem Clausholms bønder og deres herskab m. bilag 1754, Dronningborg, Silkeborg og Mariager amters arkiv, Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm

Forhandling, undskyldning og forlig

Da parterne mødte frem for birkeretten var det ridefogeden, der førte ordet. Han anførte, at karlen skulle dømmes efter Danske Lovs bestemmelser om ærekrænkelse, og at han dermed skulle idømmes en bøde på den svimlende sum af 60 rigsdaler. Karlen fik sagen udsat i to uger, og da parterne igen mødte for birkeretten, trådte han frem og bad pigen om forladelse med en forsikring om, at de fremsatte beskyldninger var usande. Han anmodede om, at sagen blev frafaldet, hvis han betalte sagsomkostningerne og et beløb til fattigkassen i Voldum på 2 mark.

Ridefogeden accepterede dette tilbud, og sagen blev forliget. Udfaldet blev dermed et ganske andet, end det, der var dikteret for den pågældende lovovertrædelse i Danske Lov, og karlen slap med en betydelig mildere straf.

I denne sag var det ridefogeden, der som anklager og dermed part i forliget havde det sidste ord. Han accepterede det fremsatte forslag, hvorved sagen udgik fra retten. Godsejeren Magdalene von der Maases overordnede rolle som ’offentlig anklager’ fik altså den praktiske konsekvens, at hun og hendes repræsentant fastlagde en anden straf end den i lovgivningen foreskrevne. Rollen som anklager og part i det indgåede forlig gav dermed godsejeren myndighed til at fastlægge sagens endelige afgørelse.