DET MAGTFULDE HERSKAB

SKOVHUGSTENS PRIS

Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Nordjyllands Historiske Museum

Regnskabsbilag med skovhugstbøder. ”Underdanigst Forklaring Over de Straf Bøder som Naadige Hr. Cammer Herren Selv Mundtlig har befalet at betales til mig af Efterskrevne for begangen u-lovlig Skovhug i Clausholms underliggende Skove”. De adelige godsejere havde i 1700-tallet ’sagefaldsret’ over deres undergivne på godserne. Dette indebar, at godsejerne var berettiget til at inkassere de bøder, deres fæstebønder og husmænd skulle betale for brud på lovgivningen. Godsejerne havde ret til at lade deres ridefogeder inddrive disse bøder, uden at sagen havde været for en domstol. Dette var tilfældet med bøderne, der blev anført i dette bilag til Clausholms godsregnskaber. Tingbogen fra Clausholm birketing fra disse år vidner op, at ingen af disse skovhugstsager blev ført på birketinget. Clausholm godsarkiv, Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm

Sagefaldsret og ulovlig skovhugst

Regnskabsbilag med skovhugstbøder. ”Underdanigst Forklaring Over de Straf Bøder som Naadige Hr. Cammer Herren Selv Mundtlig har befalet at betales til mig af Efterskrevne for begangen u-lovlig Skovhug i Clausholms underliggende Skove”. De adelige godsejere havde i 1700-tallet ’sagefaldsret’ over deres undergivne på godserne. Dette indebar, at godsejerne var berettiget til at inkassere de bøder, deres fæstebønder og husmænd skulle betale for brud på lovgivningen. Godsejerne havde ret til at lade deres ridefogeder inddrive disse bøder, uden at sagen havde været for en domstol. Dette var tilfældet med bøderne, der blev anført i dette bilag til Clausholms godsregnskaber. Tingbogen fra Clausholm birketing fra disse år vidner op, at ingen af disse skovhugstsager blev ført på birketinget. Ophav: Clausholm godsarkiv, godsregnskaber med bilag 1757-63 A (Rigsarkivet, Viborg) Godsejerne på Clausholm Christian von der Maase og Matthias Vilhelm Huitfeldt var adelige og havde dermed ’sagefaldsret’. Dette betød, at de havde ret til at inkassere bøder for godsbefolkningens brud på straffelovgivningen. Som et led i dette privilegium havde godsejerne en vis grad af selvstændig beslutningskompetence, idet de havde ret til at eftergive eller ’aftinge’ (nedsætte) den bødetakst, der var fastlagt i loven. Med denne ret fulgte selvsagt også muligheden for at opkræve den fulde bødetakst, hvis man fx ønskede at statuere et eksempel overfor en undersåt, som man af den ene eller anden grund opfattede som uværdig til en strafreduktion.

Møllerenkens upassende attitude

Sagefaldsretten udstyrede dermed ikke alene godsejerne med muligheden for at vise nåde, men også med et redskab til at demonstrere deres ophøjede og magtfulde position overfor deres undergivne. En sådan magtdemonstration udspillede sig på Clausholm birketing i vinteren 1756, hvor møllerenken Kiede M. Huusher fra Revens Mølle ved Voldum blev stævnet af ridefogeden Niels H. Bagge på vegne af godsejeren Magdalene von der Maase.

Kiede M. Huusher blev stævnet for birketinget for ulovlig skovhugst. På Clausholm var dette i sig selv bemærkelsesværdigt, idet afstraffelsen for denne forseelse oftest blev håndteret, uden at domstolene blev involveret. Sagefaldsindehaverne havde ret til selv at opkræve de bøder, der var foreskrevet i lovgivningen, uden at der skulle fældes en dom ved retten, og ved ulovlig skovhugst var den almindelige praksis, at ridefogeden selv inddrev bøderne efter ordre fra godsejeren. At sagen overhovedet havnede ved birketinget tyder dermed på, at konflikten mellem parterne allerede var optrappet.

Forhandling afvist af ridefogeden

Baggrunden for sagen var, at nogle af Kiede M. Huushers folk havde hjembragt et bøgetræ til Revens Mølle, uden at det var udvist til fældning. Møllerenken mødte frem for birkeretten og indrømmede, at det forholdt sig sådan, og at hun ønskede at betale for denne forseelse, så sagen kunne afsluttes. Til formålet havde hun medbragt 2 rigsdaler, som hun afleverede i retten.

Ridefogeden Niels H. Bagge afviste imidlertid enkens begæring og lod hende forstå, at sagen allerede forud for retsmødet var forelagt Magdalene von der Maase. Hun havde erklæret, at sagen skulle procederes efter lovgivningens bestemmelser, og at en nedsættelse af bøden var udelukket. Med denne besked blev de 2 rigsdaler afleveret tilbage til møllerenken.

De indkaldte vidner forklarede enslydende, at årsagen til at det omtvistede bøgetræ overhovedet var blevet fældet var, at et træ, der var udvist til fældning, uheldigvis var landet i toppen af det andet, som man derfor havde været nødsaget til også at fælde. Ifølge vidnerne havde enken altså ikke haft til hensigt at stjæle træet.

Opslået tingbog fra Clausholm birkeret. Tingbogen fra Clausholm birkeret i årene 1752-60 rummer omkring 1000 tætskrevne sider. På den opslåede side kan man følge begivenhederne under skovhugstsagen mod møllerenken Kiedde M. Huusher fra Revens Mølle ved Voldum. På siderne her beskrives bl.a. det dramatiske optrin, hvor ridefogeden afviste enkens tilbud om at betale for det ulovligt skovede træ. At sagen blev ført for retten er bemærkelsesværdigt, idet godsejerne på Clausholm havde ret til at opkræve deres undergivnes bøder for brud på straffelovgivningen, uden at der blev fældet dom. Herskabets konflikt med møllerenken var formentlig så optrappet, at man ønskede at anvende birkeretten til at statuere et eksempel. Clausholm birkedommer, Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

Enken gentog flere gange sit forslag om at ordne sagen ved et forlig, og der opstod en længere debat om, hvilken af lovgivningens bødetakster, der var den relevante, hvor ridefogeden gjorde gældende, at taksten for enkens forseelse var på hele 10 rigsdaler. Det lader imidlertid til, at møllerenken var gjort af et usædvanligt stædigt stof, og hun insisterede på, at få sagen udsat. Formålet var, at hun ville medbringe det omtvistede træ i birkeretten for dermed at bevise, at ridefogedens og godsejerens krav var for høje.

Godsejeren statuerer et eksempel

Ved det efterfølgende retsmøde blev det imidlertid meddelt, at sagen var forliget. Desværre blev forligets nærmere betingelser ikke noteret i retsprotokollerne, så bødens størrelse er ukendt for eftertiden. Men ikke desto mindre var møllerenkens ønske om at få sagen afsluttet i mindelighed blevet imødekommet, selvom fronterne i udgangspunktet var blevet trukket meget hårdt op. At godsejeren og ridefogeden valgte at føre sagen ved retten, i stedet for at indkassere bøden uden en dom, kan ses som et udtryk for, at man i dette konkrete tilfælde ønskede at statuere et eksempel.

Lovgivningens høje bødetakster blev under retssagen anvendt som en trussel mod møllerenken, og al forhandling om bødenedsættelse blev i udgangspunktet afvist. På denne måde fik ridefogeden demonstreret, at en reduktion var afhængig af godsejerens vilje og nåde alene. Møllerenkens forretningsmæssige og knap så ydmyge attitude udløste imidlertid ikke hans og godsejerens velvilje. Sagefaldsretten blev derfor anvendt til en magtdemonstration, der skulle minde møllerenken og godsets øvrige undersåtter om, at hvis de ønskede en nådig medfart måtte de bidrage med en passende mængde ydmyghed og underkastelse overfor herskabet.

I sagen mellem de to enkefruer var der langt mere på spil end størrelsen på en bøde for ulovlig skovhugst. 1700-tallets samfundsorden bestående af over- og underordnede, af bydende og lydende, skulle bekræftes – og alle involverede parter måtte demonstrere, at de kendte og accepterede deres plads i hierarkiet.

Kongelig forordning af 6.12.1743

Stik af herredsting fra 1641. Herreds- og birketing var domstolenes første instans i landdistrikterne, hvorfra der var appel til landstingene og Højesteret. Tingene var et vigtigt lokalt samlingssted, hvor der blev offentliggjort sager af relevans for lokalsamfundet som fx kongelige bekendtgørelser, efterlysninger af bortkomne dyr og tinglysninger. Sagen mod møllerenken Kiedde M. Huusher viser, at den lokale retssal også var et forum, hvor den gældende verdensorden kunne bekræftes og demonstreres. I denne sag blev det understreget overfor enken og resten af lokalsamfundet, at en bødenedsættelse var uløseligt forbundet med den tiltaltes vilje til at underkaste sig herskabets autoritet. Glossarium Juridico-Danicum 1641.

”Alle Domme, som lyde paa Penge-Bøder, skal exeqveres, ligesom de ere afsagte, uden nogen Aftingning eller Eftergivelse, efterdi Kongen vil have Sig alene forbeholden, at giøre Forskaansel i de ved Retterne afsagte Domme.”

Den 6.12.1743 blev det ved kongelig forordning forbudt at aftinge (nedsætte) idømte bøder. Som det fremgår af lovteksten, skulle det alene være den enevældige konge, der havde ret til at vise nåde ved at omstøde kendelser afsagt ved domstolene. Allerede året efter blev forbuddet imidlertid ophævet igen med kongelig resolution af 31.12.1744, hvor aftingning igen blev tilladt i sager om skovhugst og lejermål. Spørgsmålet illustrerer enevældens svære balancegang mellem ideologi og praksis i landdistrikterne – hvis sagerne skulle behandles lokalt, var bødeindtægterne formentlig en væsentlig del af motivationen for både ridefogeder og godsejere.

Videre læsning:

Lyngholm, Dorte Kook (2013): Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. Dansk Center for Herregårdsforskning og Landbohistorisk Selskab.

Lyngholm, Dorte Kook: ”Ret og magt på godset”, på: www.danskeherregaarde.dk