KJELDGÅRDS GENERALHOVERIREGLEMENT 1770

Af Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

I 1769 udgik en forordning fra kongen, at alle landet godsejere skulle indgive en erklæring om afgifternes omfang og indretning på deres godser. De såkaldte ’Generalhoverireglementer’ blev indsendt fra alle landets egne og er i dag en af de bedste kilder til godsdriften i 1700-tallet. Godsejer Rasmus Stjernholm på Kjeldgård gjorde sig i sin indberetning nøje overvejelser om, hvordan hoveriets omfang måtte fastlægges i et samspil mellem godsejer og fæstebønder.

Generalhoverireglement for Kjeldgård 1770 var en udførlig angivelse af afgifterne for hver enkelt fæstegård i landsbyerne Selde, Floutrup og Lendum, og detaljeret fordelt på landgilde i form af rug, byg, havre og hoveri i form af ’spanddage’ og ’gangdage’. Generalhoverireglement Kjeldgård, 57: Hald og skivehus Amter, Rentekammeret, Rigsarkivet København.

Kjeldgård 1770

I løbet af sensommeren 1770 satte Rasmus Stjernholm pennen til papiret og gav sig til at udfylde det skema, som året før var udgået fra centraladministrationen i København. I de såkaldte ’generalhoverireglementer’ skulle godsejerne angive detaljerede oplysninger om fæstebøndernes afgifter til godset: landgilde og hoveri. Det mødte en vis modstand og blev landet over opfattet som et første skridt i retning af indskrænkninger i godsejernes råderet over fæstegårdene.

Fristen var i august måned 1770, men på Kjeldgård tog man sig god tid. Først i slutningen af september kunne Rasmus Stjernholm indsende skemaet til amtmanden, der videresendte det til København sammen med indberetningerne fra de øvrige godsejere i amtet.

Hoveriproblemet

Landgilde var den årlige afgift i naturalier og/eller penge, som fæsteren skulle yde for brugsretten til fæstegården. Hoveri betegnede det pligtarbejde, der skulle ydes på godsejerens jord, og som evt. kunne være afløst af en pengeafgift.

I aftalen mellem godsejer og fæstebonde, fæstebrevet, var hoveriet i modsætning til landgilden ikke nærmere specificeret. Hoveriet udgjorde derfor i praksis godsejerens bedste mulighed for at stramme på afgiftsskruen. Et øget hoveri på hovedgårdens jorder medførte dog, at bonden fik mindre tid til at dyrke jorden på sin egen gård. Særligt i den travle høstsæson kunne et ureguleret og vilkårligt hoveri være til stor gene for bønderne.

Fra midten af 1700-tallet søgte statsmagten derfor i flere omgange at regulere hoveriet. I første omgang prioriterede man at få indført faste rammer om forpligtelserne for  ”…at Bonden kunde viide at giøre Regning paa, bestandig at have nogen vis Tiid til sit eget Arbeydes Fremme”.    

Kjeldgårds generalhoverireglement

I generalhoverireglementet for Kjeldgård kunne Rasmus Stjernholm oplyse, at fæstebøndernes landgilde overvejende blev betalt i korn (byg, rug og havre). Dertil kom et mindre pengebeløb og det såkaldte ”Smaae Redsel” i form af smør, lam, gæs, tørv m.v.

Det årlige hoveri på en mellemstor fæstegård under Kjeldgård var anslået til knap 200 gangdage, hvor gården skulle stille med en karl, pige eller dreng i én dag, og ca. 75 spanddage, der betegnede en karl med vogn og to heste. Her var antagelig tale om maksimumstal, idet godsejeren havde en klar interesse i at reservere ekstra arbejdskraft til besværlige høstår.

Billedet er dog klart nok. Godsejeren på Kjeldgård havde krav på, at hver fæstegård mindst en gang om ugen skulle møde med vogn og heste. Flere gange om ugen skulle gårdens karl eller pige møde til arbejde på hovedgårdsjorden. I runde tal svarede det til godt et års arbejde på hovedgården – naturligvis koncentreret i de (også for bonden) arbejdsintensive perioder i året.

Fra Generalhoverireglementet for Kjeldgård og Jungetgård 1770. Tabellen viser fæstebøndernes årlige ydelser pr. tønde hartkorn. Korn opgivet i skæpper og penge i rigsdaler. Den samlede landgilde omregnet til pengeværdi og opgivet i rigsdaler. Hoveriet angivet i gangdage (en person i en dag) og spanddage (karl, vogn og 2 heste i en dag). Gengivet efter ”A. R. Thomsen, Den gode, den griske – og den gale godsejer”, s. 85

En sammenligning med Jungetgård

På naboherregården Jungetgård var afgiftspresset dog tungere endnu. Den årlige landgilde var i det indsendte generalhoverireglement omkring 25 % højere, og nogenlunde tilsvarende gjorde sig gældende for hoveriet. Godsejeren på Jungetgård, Johannes Bornemann, gjorde især krav på mange flere af de dyre spanddage, hvor fæstegårdens vogn og heste skulle stå til rådighed.

Denne forskel mellem de to godser, der grænsede op til hinanden og lå med kun 5-6 km’s afstand, kunne aflæses i bøndernes økonomiske situation. Fæstebønderne på Kjeldgård havde generelt mere på kistebunden end deres standsfæller på nabogodset: Da alle borgere i landet i 1789 skulle svare en halv procent i skat af deres formue, havde hele 11 fæstere under Kjeldgård en formue at svare skat af. Ikke en eneste fæster under Jungetgård angav i den anledning at besidde en formue.

Godsejeren på Jungetgaard, Johannes Bornemann, krævede langt mere af sine fæstebønder end godsejeren på nabogodset Kjeldgård. Ydermere satte han sine krav til dyrkning af herregårdens marker først uden overvejelser om bøndernes situation. Jungetgård i Salling. Foto: Mikael Frausing

Godsejer og fæstebonde

Afgifterne på Kjeldgård var altså mindre tyngende end på naboherregården. De to godsejere synes da også at have haft fundamentalt forskellige udgangspunkter for godsdriften. I forbindelse med hoverireglementet gav Rasmus Stjernholm udtryk for sine overvejelser om hoveriet.

Godsets drift afhang, og særligt i de mest intensive arbejdsperioder, af et stort behov for arbejdskraft, men fastsatte han hoveriet for højt kunne han risikere at gøre bonden ”…dermed mistrøstig og ventelig meere studsig”. Hoveriets omfang måtte anses som et samspil mellem godsejer og fæstebonde – også selv om godsejeren havde magt til at sætte spillets regler.

Ganske anderledes var det i indberetningen fra Jungetgård. Godsejer Johannes Bornemann tilføjede skemaet en fire sider lang gennemgang af de forskellige arbejdsopgaver, som fæstebønderne ”burde” kunne udføre i løbet af en dag. Her var godsejerens rettigheder i centrum.

Afslutning

Der kunne være stor forskel i, hvordan godsejerne forvaltede deres gods og deres ansvar overfor fæstebønderne. Godsejerens personlighed kunne betyde forskellen mellem stabilitet eller massiv konflikttilstand, der havde indvirkning på fæstebøndernes velstand eller fattigdom.

Litteratur:

A.R. Thomsen (2011), Lykkens smedje? Social mobilitet og social stabilitet over fem generationer i tre sogne i Salling 1750-1850, Landbohistorisk Selskab (s. 258)

A.R. Thomsen, Den gode, den griske – og den gale godsejer. I: ”Det pryder vel en Ædelmand”, red. S. S. Boeskov, D.K. Lyngholm og M. Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning, s. 83-102.