SALGET AF FÆSTEGÅRDENE 1800-1810

Af Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Omkring 1810 ophørte Kjeldgård med at eksistere som herregård i traditionel forstand, da langt størstedelen af herregårdens fæstegårde blev solgt. De tidligere fæstebønder fik foden under eget bord. Frasalget af fæstegårdene faldt sammen med Frederik Stjernholms tidlige død, hvorefter også selve Kjeldgård med hovedgårdsjorden blev bortsolgt. Selv uden fæstegårde vedblev Kjeldgård at være den største gård på egnen, men tidligere tiders formelle hierarkier fandtes ikke længere.

Den unge Frederik Stjernholm opholdt sig i begyndelsen af 1780’erne på herregården Viffertsholm som ’volontør’. Her blev han oplært i godsdrift, men mødte også godsejerens niece, Cathrine Marie Olufsen, som var vokset op på herregården efter sine forældres død. Gammel Viffertsholm i Himmerland er ombygget i begyndelsen af 1900-tallet, men rummer endnu rester fra 1700-tallet. Foto: Bent Olsen.

Frederik Stjernholm overtager Kjeldgård

Det lå ikke i kortene, at Frederik Stjernholm (1760-1810) skulle blive den sidste Stjernholm på Kjeldgård. Herregården var gået i arv fra generation til generation, familien havde opnået adelstitel og var som godsejere et selvfølgeligt centrum i sognet. Frederik selv var opvokset som mellemste søn på Kjeldgård, men da hans ældre bror døde, stod Frederik næst for.

Den unge ”junker Stjernholm” overtog Kjeldgård i 1783. Fire år senere giftede han sig med Cathrine Marie Olufsen, der var opvokset på herregården Viffertsholm. Hjemme på Kjeldgård kunne Frederik Stjernholm præsentere bruden for en ny hovedbygning, der var opført så den stod klar til brylluppet.

Det nye Kjeldgård fra 1787 var en statusmarkering, komplet med haveanlæg og fastansat gartner. Det var en fremvisning af Stjernholm’ernes fremgang, men også et signal om at Frederik Stjernholm så Kjeldgård som et blivende sted for sin familie og efterfølgende generationer. Sådan kom det ikke til at gå.

Den nye hovedbygning på Kjeldgård stod færdig til brylluppet i 1787 og var en trefløjet bygning i røde mursten – en type herregårdsbyggerier, der blev almindelige i Vestjylland i de sidste årtier af 1700-tallet. Foto: Bent Olsen.

Kjeldgård omkring 1800

Det nye herskab rykkede ind i den nye hovedbygning, hvor de boede med deres efterhånden fire børn, samt Frederiks kusine og hendes datter. Muligvis drev Frederik Stjernholm selv gården med omtrent 15 ansatte i hovedbygningen og på avlsgården. Godsets besiddelser og drift var i hovedsagen, som da Frederik Stjernholm havde overtaget det i 1783.

De følgende år blæste forandringerne dog ind over Kjeldgård. Familien led et stort tab, da Cathrine døde i barselsseng i 1802. De første tilløb til at sælge fæstegårdene til selveje var begyndt årtiet forinden, og processen fortsatte de følgende år med udskillelse af godsets fæstegårde i nabosognene, men også i Selde sogn.  I 1806 solgte Frederik Stjernholm den store Skammergård – det var den gård som Poul Jensen var blevet sat fra i 1783.

På kortet over Kjeldgård fra 1825 ses tydeligt den store avlsgård mod syd og den herskabelige have mod øst. Ved folketællingen i 1801 bestod herregårdens ansatte til både ladegården og på selve herregården af i alt 14 tjenestefolk, herunder en ’student’, der underviste børnene. Foto: ’Kort over Hovedgaarden Kjeldgaard’ 1815 (udsnit), Geodatastyrelsen.

Den sidste Stjernholm på Kjeldgård

Omtrent samtidigt begyndte Frederik Stjernholm at blive involveret i forskellige former for ejendomshandel og -spekulation. Eksempelvis købte han sammen med en kompagnon herregården Ny Skivehus lidt uden for Skive. Fæstegårdene blev solgt fra inden han i 1809 solgte den reducerede herregård videre.

Også på Kjeldgård gik han i gang med at kapitalisere fæstegårdenes værdi gennem salg. I juni 1810 udfærdigede Frederik Stjernholm skøder på salget af hele 23 fæstegårde til selveje – tilsammen udgjorde gårdene mellem en tredjedel og halvdelen af godsets besiddelser. Han døde dog kort tid efter og blev begravet i Selde Kirke den 30. juni 1810.

Måske forsøgte Frederik Stjernholm med salget af fæstegårdene, at realisere godsets værdier inden et nært forestående dødsfald? Eller han ønskede at styre processen og beskytte bønderne mod en godsslagtning? Vi ved det ikke. De fire efterladte børn var endnu ikke myndige, og boets bestyrere valgte at sælge Kjeldgård til konsortium, som fuldførte processen. Da boet var gjort op i 1813, lød arven på 64.000 rigsdaler.

Den nye tid

Kjeldgård vedblev at være langt den største gård i Selde sogn. Den var dobbelt så stor som de næststørste bondegårde og omtrent fire gange størrelsen på en gennemsnitsgård. Ejeren havde fortsat en fremtrædende position i lokalsamfundet, og med sit herskabelige anlæg indtog Kjeldgård tydeligt en særstatus.

Tidligere tiders ejendomsret, beføjelser og pligter over de øvrige gårde i Selde, Floutrup og Lendum fandtes ikke længere. De nye selvejere på fæstegårdene var ikke længere herremandens undergivne eller tjenere.

De havde – i det omfang de kunne svare renter og afdrag på gårdens lån – større muligheder for at sikre sig selv en sikker tilværelse og en stabil fremtid for deres børn. For de nederste grupper i samfundet, husmandsfamilierne som havde vanskeligst ved at rejse den nødvendige kapital, blev det til gengæld endnu sværere at blive gårdmand.

Frederik Stjernholm kom ikke til at give Kjeldgård i arv til sine efterkommere. Da sønnen Søren Stjernholm som voksen købte Gammellund på Mors, var der betegnende nok tale om en tidligere herregård, hvor alle fæstegårdene var blevet solgt fra. Hovedgården var blevet delt i flere parceller, og Gammellund var på 12 tønder hartkorn – eller lige nøjagtig nok til en proprietærgård.

Vi zoomer ud og ser hele matrikelkortet for Kjeldgård fra 1815 og efter salget af fæstegårdene. Kjeldgård var stadig en meget stor gård, og som kortet viser, opretholdt herregården hovedparten af sine jordbesiddelser intakt til den nye ejer, præsten Frands Vilhelm Trojel. Han beholdt herregården i omtrent ti år, men Kjeldgaard blev i modsætning til andre herregårde ikke udstykket. Endnu i 1850 var herregårdens besiddelser på hele 35 tønder hartkortn. Foto: ’Kort over Hovedgaarden Kjeldgaard’ 1815 (udsnit), Geodatastyrelsen.