1625. Fra Brock til Skeel

Gammel Estrup i arv

Af stud.mag. Kasper Lynge Tipsmark, Dansk Center for Herregårdsforskning

 

Eske Brock blev født på den sjællandske herregård Vemmetofte i 1560 og døde på det kongelige lensmandssæde, Dronningborg, i 1625. Eske Brock skrev sig til Gammel Estrup og netop denne herregård blev centrum for hans store godssamling. Maleri fra begyndelsen af 1600-tallet på Gammel Estrup. Foto: Ann Malmgren 2010.

Herregården Gammel Estrup tilhørte slægten Brock i mere end 300 år. Efter Eske Brocks død i 1625 gik herregården imidlertid til en anden slægt, som den var ved i yderligere 300 år. Blodets bånd løb videre, men gennem ægteskab var det slægten Skeel som skulle føre Gammel Estrup ind i fremtiden.

Landets største godsejer

Sidste halvdel af 1500-tallet var en blomstringstid for den danske adel, hvor højkonjunktur indenfor landbruget bevirkede, at der blev opført adskillige nye herregårde. Begyndelsen af 1600-tallet repræsenterer imidlertid en brydningstid, hvor korn- og kvægpriser stagnerede, hvilket resulterede i, at en del af adelsstanden kom i økonomiske vanskelligheder, mens den mere formuende del, rigsrådsadelen, begyndte at opkøbe godser af deres pressede standsfæller. Derved opstod der i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet større skel internt i den danske adel.

Med en godsmængde på mere end 7.600 tønder hartkorn var rigsråd Eske Brock (1560-1625) i 1625 landets rigeste godsejer. Gennem sit liv havde han ihærdigt arbejdet for at opnå fuldt ejerskab over Brock-slægtens gamle stamsæde, Gammel Estrup, og han havde erhvervet sig adskillige herregårde både i Østjylland og andre dele af riget. Med Eske Brock steg slægten Brock til toppen af rigsrådsadelen. Og med ham uddøde den.

På daværende tidspunkt blev slægter ført videre via mandslinjen. Det var derfor en katastrofe, da Lave Brock (1597-1619) døde under sin europæiske dannelsesrejse i 1619 og efterlod sin aldrende fader som slægtens sidste mand. Da Eske Brock sov ind på Dronningborg ved Randers i 1625, uddøde slægten Brock. Eske Brocks omfattende jordegods blev derfor delt mellem hans tre døtre og deres mænd i 1626.

 

Skiftet efter Eske Brock 1626

Gennem skiftet efter Eske Brock kan vi følge, hvordan arvegodset blev delt i tre søsterlodder. Den første lod var centreret om Gammel Estrup og bestod af en godsmængde på 2.507,5 tønder hartkorn. Anden lod bestod af 2.574 tønder hartkorn med Hevringholm på Djursland, som den største af herregårdene. Den tredje og sidste lod var på 2.585 tønder hartkorn med udgangspunkt i Vemmetofte på Sjælland.

Eske Brocks ældste datter, Jytte Brock, blev i 1614 gift med Jørgen Skeel, som på daværende tidspunkt var ritmester for rostjenestens Aarhusfane. Ved skiftet efter Eske Brock i 1626 gik Gammel Estrup til Jytte Brock og Jørgen Skeel, som livet igennem udvidede deres godsbesiddelser. Da Jørgen Skeel døde i 1631 drev Jytte Brock godserne videre til sin egen død i 1640. Parrets velstand er på dette maleri udtrykt gennem Jytte Brocks tunge guldkæder. Maleri på Gammel Estrup. Foto: Ann Malmgren 2010.

Arvelodderne blev fordelt ved arvelodtrækning den 11. januar 1626, og det første lod med Gammel Estrup tilfaldt Jytte Brock (1595-1640) og hendes mand Jørgen Skeel (1578-1631). Det andet lod gik til Lisbeth Brock (1603-1652) gift med Frands Lykke (1591-1655) og tredje lod tilfaldt Birgitte Brock (død 1639) og Tyge Brahe (1593-1640).

Således blev Gammel Estrup indlemmet i Jørgen Skeels allerede omfattende godsbesiddelser, der var centreret om hans hovedsæde på Sostrup. Det var denne herregård han skrev sig til livet igennem. Jørgen Skeel var den yngste af tre brødre, som alle steg til det øverste lag af den danske adel. I 1627 blev Jørgen Skeel valgt til rigsmarsk, hvormed han blev øverstbefalende for den danske hær og talsmand for den samlede danske adel i forhandlinger med kongen og rigsrådet.

 

Ombygningen af Gammel Estrup

I begyndelsen af 1600-tallet havde Eske Brock påbegyndt en omfattende ombygning af Gammel Estrup, hvormed herregården fik sit nuværende udseende med hjørnetårne, tre etager og porttårn mod vest. Meget tyder imidlertid på, at Jørgen Skeel og Jytte Brock havde del i og fortsatte denne ombygning, for deres initialer og årstallet 1630 hang tidligere over døren til det sydlige trappetårn.

Udover Gammel Estrup ejede Jørgen Skeel også herregårdene Sostrup og Ulstrup. Han lod disse to herregårde udsmykke med imponerende sandstensportaler, og ser man på den hvidkalkede rammeblænding omkring portåbningen på Gammel Estrup, virker det sandsynligt, at denne var udført til forankring af en lignende sandstensportal. Om dette og anden af Jørgen Skeels byggevirksomhed på Gammel Estrup kan vi desværre kun gisne, idet de historiske kilder er meget sparsomme.

 

På dette maleri er rigsmarsk Jørgen Skeel fremstillet som indbegrebet af en adelig krigsmand og feltherre. Iklædt rytterkyras holder han med begge hænder om marskalstaven, som indikerer hans militære autoritet. Om halsen bærer han den væbnede arm, der var symbol for den ridderorden Christian 4. (1588-1648) oprettede og uddelte i 1616 for hæderfulde bedrifter under Kalmarkrigen 1611-1613. I øverste venstre hjørne af maleriet findes våbenskjolde for Jørgen Skeels fædrene og mødrene slægt, henholdsvis Skeel og Brahe. Maleri på Gammel Estrup. Foto: Ann Malmgren 2010.

Slægten Skeel på Gammel Estrup

Hvad vi med sikkerhed kan sige, er imidlertid, at Jørgen Skeel gennem sit ægteskab med Jytte Brock blev den første af en ny ejerslægt på Gammel Estrup. Ved deres ægteskab blev sammenføjet en række adelige godser, der kom til at udgøre kernen af det senere grevskab. Slægten Skeel kom til Gammel Estrup gennem arvelodtrækning, men fortsatte med at sidde på herregården i 300 år frem. En slægt som med tiden ville opleve stor velstand og anseelse såvel som fallitter og standsmæssig ydmygelse.

 

Videre læsning:

Hansen, C. Rise: Skiftet efter rigsråd Eske Brock 1626, Udvalget for udgivelse af kilder til Landbefolkningens Historie

Larsen, Christian: Eske Brock med egen handt, Landbohistorisk Selskab 2005

Nicolaisen, Fritz (red.): Gammel Estrup, Randers Amts Historiske Samfund 1993