1725. GREVSKABET SCHEEL

Af Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Den unge godsejer på Gammel Estrup, Christen Skeel (1695-1731), oprettede i 1725 grevskabet Scheel. Titlen som lensgreve markerede, at familien på Gammel Estrup fortsat var at finde blandt landets højeste adel. Det var kulminationen på knap hundrede års uafbrudt vækst i besiddelser og rigdom. Men det indvarslede også en tilpasning til nye tider.

Grevskabet Scheel fik hovedsæde på herregården Sostrup, som i samme anledning blev omdøbt til Scheel. Med opnåelsen af grevetitel begyndte familien efterhånden at ændre stavemåden af det gamle slægtsnavn ’Skeel’ til det tyskklingende ’Scheel’. Navnet blev nu den fælles reference, der viste den tætte forbindelse mellem titel, herregård og slægt. ”Christen Scheel greve af Scheel”, erektionspatent for grevskabet Scheel 1725. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Indførelsen af grevskaber og baronier

Grever og baroner var enevældens adel. De nye adelstitler blev indført i 1671 i et forsøg på at knytte den rigeste del af adelen tættere til kongemagten. Greve- og barontitlen var arvelig og blev givet af kongen som en udmærkelse. For at sikre de kommende generationer skulle med titlen følge oprettelsen af et lensgrevskab eller lensbaroni, der skulle gå udelt i arv til ældste søn eller den nærmeste arving. Det skulle beskytte mod de mange arvedelinger, som især i 1500-tallet ofte medførte opsplitning af godserne.

Siden begyndelsen af 1700-tallet har riddersalen på Gammel Estrup været prydet af gobeliner med afbildninger af slægtens mange herregårde, hvis gods var mere end nok til to grevskaber. Denne afbildning i Gammel Estrups fornemste rum var en demonstration af rigdom og status, som ikke efterlod herregårdens besøgende i nogen tvivl om, at her boede en af landets rigeste adelsmænd. Riddersalen på Gammel Estrup med gobeliner af Ulstrup og Skærvad. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Grevskaber og baronier var desuden meget store godser og i praksis forbeholdt de allerrigeste adelsslægter. Ved at sikre at grevskaber og baronier kunne gå udelt i arv til næste generation, sikrede enevælden i praksis en ny og stabil ’højadel’, som dels var afhængig af kongelig gunst, dels kunne understøtte og kaste glans over hoffet.

Gammel adel og standsbevidsthed

I første omgang var Skeel’erne på Gammel Estrup dog ikke synderligt interesseret i disse nye og fornemme titler. Som andre medlemmer af den gamle adel afviste Jørgen Skeel (1656-1695) at oprette et grevskab af sine endog meget store besiddelser. Beslutningen skal formentlig opfattes som en form for passiv modstand mod de nye titler og som en tav protest imod, at det også blev muligt for ikke-adelige at træde ind i den ophøjede stand.

Standsbevidstheden kommer i hvert fald tydeligt til udtryk i de storslåede gobeliner, som Jørgen Skeel kort efter bestilte til indretningen af riddersalen på Gammel Estrup, og som afbildede samtlige af hans otte herregårde. Det var en godsmængde, der langt oversteg både baronier og grevskaber – her kunne ikke engang den nye lensadel være med.

Christen Skeel til Gammel Estrup var 21 år gammel, da han giftede sig med Augusta Winterfeldt. Parret flyttede ind på Gammel Estrup, som blev sat i stand efter alle kunstens – og barokkens – regler. Det var ham og hans hustru, som ophængte gobelinerne i riddersalen på Gammel Estrup, hvor hans portræt, malet af Balthasar Denner, i dag befinder sig. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Stamhuset Gammel Estrup

Da Jørgen Skeel døde i 1695, overtog hans enke Benedicte Brockdorff (1678-1739) styringen af godset. Det var hende, som nogle år senere gjorde Gammel Estrup til et såkaldt stamhus for parrets 2-årige søn, Christen. Et stamhus skulle som grevskaber og baronier gå udelt i arv til nærmeste arving, og dermed sikre at godset forblev samlet for slægten. Men i modsætning til grevskaber og baronier gav et stamhus hverken titel, rang eller særlige privilegier i enevældens administration.

Der gik yderligere tredive år, førend Christen Skeel (1695-1731) ændrede faderens beslutning og lod sig ophøje til grevestanden. Det var en indrømmelse af, at vejen til status og indflydelse under enevælden gik gennem de nye – kongeligt indstiftede – titler. Grevskabet Scheel blev oprettet i 1725 og kom til at bestå af de fem herregårde: Scheel, Skærvad, Ørbækgård, Skjern og Karmark. Hovedsædet blev herregården Sostrup, som i den anledning blev omdøbt til Scheel, og altså gav et komplet sammenfald mellem slægtsnavn, grevskab og herregård. Udover grevskabet ejede den nyslåede greve og hans hustru fortsat stamhuset Gammel Estrup, som de havde istandsat i årene forinden, samt herregården Ulstrup.

Greve til Scheel og Overstaldmester

I 1700-tallet var titlen som lensgreve adgangsbillet til hoffet, hvilket efterfølgeren Jørgen Scheel (1718-1786) formåede at udnytte til fulde ved at blive en del af kongens inderkreds. I 1774 kronede han sin karriere med modtagelsen af Elefantordenen og udnævnelsen til Overstaldmester, der var et af hoffets mest prestigefyldte embeder.

Med grevetitel, ophøjet status og en karriere ved hoffet fulgte også repræsentative forpligtelser, og Jørgen Scheel holdt sig bestemt ikke tilbage, men kastede sig ud i et overordentligt omfattende og meget dyrt statusforbrug. Gammel Estrup fik eget stutteri og ridehus, de øvrige herregårde fik nye eller ombyggede hovedbygninger indrettet i tidens nye stil, rokokoen, med nye møbler, portrætter og tekstiler.

Det store dobbeltportræt af greve Jørgen Scheel og hans hustru Charlotte Louise von Plessen malet af Andreas Pedersen Brünniche i 1753. Greveparret er afbildet i rokokoens lyse og lette farver og står indrammet af slægtens hovedsæde Gammel Estrup, der ligesom våbenskjoldene øverst i billedet henviser til betydningen af slægt og arv. Samtidig viser Jørgen sig imidlertid også som kongens mand. Han bærer Dannebrogsordnens dragt og har diskret løftet kappen til side, så man ser en kronet forgyldt nøgle – et vidnesbyrd om, at han også bærer rang af kammerherre. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Fra grevskabet Scheel strålede en pragt som få andre steder i landet, men det havde sin pris. For første gang i generationer begyndte man på Gammel Estrup at sælge herregårde og ikke købe dem. Da lensgreve Jørgen Scheel døde i 1786 og overlod styringen af grevskabet til sit kun 18-årige barnebarn med samme navn, var godset forgældet og i økonomiske vanskeligheder.

Processen, som endte med grevskabet Scheels opløsning i 1807, var allerede sat i gang.      

Gammel Estrup var gennem århundreder hovedsæde for slægten Skeel. I 1697 blev det oprettet som et stamhus, som med sine store besiddelser (omkr. 1500 tønder hartkorn) var større end mange baronier. Stamhuset Gammel Estrup bestod indtil lensafløsningen 1919. ’Estrop’, Gobelin i riddersalen. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Videre læsning

Carsten Porskrog Rasmussen, Grevskaber, baronier og stamhuse, http://danskeherregaarde.dk/historisk-kontekst/grevskaber,-baronier-og-stamhuse.aspx

Nicolaisen, Fritz (red.): Gammel Estrup, Randers Amts Historiske Samfund 1993