GAMMEL ESTRUP

1925. Herregårdens sidste tid

Af ph.d. Mikael Frausing, Dansk Center for Herregårdsforskning

Året 1925 blev det sidste, hvor Gammel Estrup endnu var samlet som en herregård i slægtens eje. Året efter var der for første gang i 600 år ikke længere en adelig familie som ejere på Gammel Estrup. Ejendelene var spredt for alle vinde, og den gamle herregårdshelhed bestående af hovedbygning, avlsgård, marker og skove var blevet skilt ad. Men Gammel Estrup måtte bevares og fire år senere åbnede Gammel Estrup som herregårdsmuseum – det første af sin slags i landet.

Den sidste Scheel på Gammel Estrup. Greve Christen Scheel, hans hustru, Emma Dahlholm og to af deres døtre i riddersalen på Gammel Estrup ca. 1920. Foto: Gammel Estrup Herregårdsmuseet.

Auktionen over de mest værdifulde genstande fra Gammel Estrup blev afholdt den 18. og 19. november i palæet Charlottenborg på Kongens Nytorv. Her blev riddersalens gobeliner, kinesisk porcelæn, Jens Juel-portrætter, rokoko-møbler og meget andet udbudt til salg. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Et dødsfald

Kun 14 dage inde i det nye år, den 14. januar 1926, døde greve Christen Scheel (1853-1926)til Gammel Estrup. Tiderne var vanskelige og herregårdene i Danmark – og deres ejere – stod over for en hel række udfordringer. Efter grevens død klarede Gammel Estrup ikke at komme gennem den nødvendige omstilling.

I løbet af året afhentede familiens medlemmer de mange møbler, portrætter og genstande, som slægterne Brock og Scheel havde samlet på herregården gennem århundreder. Andet blev solgt ved en auktion på Gammel Estrup, mens de fineste og mest kostbare genstande i slutningen af året blev sat under hammeren i palæet Charlottenborg i København.

I mellemtiden var opsplitningen af godset i fuld gang. Marker, skove, huse og bygninger blev frasolgt. Hovedbygning og park, samt godsets skove blev dog efter kort tid købt af den afdøde greves svigersøn, Valdemar Uttenthal (1872-1951). Det var enden på en epoke, men hvordan kunne det gå så vidt at 600 års familiehistorie fik så brat en afslutning?

Lensafløsningsloven 1919

Lensafløsningen i 1919 er kommet til at stå som et vendepunkt for Danmarks herregårde. Indtil da havde grevskaber, baronier og stamhuse fortsat en juridisk særstatus, der gik tilbage til 1600-tallet. Med lensafløsningen blev denne særstatus ophævet, hvilket i sig selv var et kraftigt slag mod standens selvforståelse, som kun blev forstærket af, at ejerne i samme ombæring blev pålagt at betale en stor afgift til staten. Selv om lensafløsningen kun berørte en mindre del af herregårdene, er det i historisk tilbageblik, og i overensstemmelse med lovens intentioner, blevet opfattet som afslutningen på herregårdenes tid.

Stamhuset Gammel Estrup blev også ramt af lensafløsningen, hvor store arealer blev udstykket til oprettelsen af husmandsbrug. Det var et hårdt slag, men betød ikke i sig selv enden for storgodset Gammel Estrup. Af større betydning var lensafløsningens bestemmelser om ophævelsen af stamhuset, hvorved godset ikke længere kunne overdrages udelt til ældste søn, men tværtimod skulle deles mellem alle arvinger.

Hofjægermester Valdemar Uttenthal, der var svigersøn til den sidste greve, købte hovedbygningen og haven på Gammel Estrup i 1928. Han havde en vision, som i 1930 blev en realitet, at Gammel Estrup skulle blive til Jyllands Herregårdsmuseum. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.

Disse arveregler efterlod landets største herregårde i en sårbar situation, som gjorde det vanskeligt at opretholde et stort og samlet gods. Ikke længe efter blev netop spørgsmålet om arv aktuelt på Gammel Estrup.

Greve Christen Scheel efterlod sig i 1926 ikke mindre end 11 arveberettigede børn. En stor del af godsets værdi var ganske vist sat til side for at den ældste søn kunne beholde herregården, men det var tilsyneladende ikke nok. Gammel Estrup blev solgt, indbo og interiører fordelt blandt familiemedlemmer eller solgt, og efter 600 års ubrudt ejerskab var slægterne Brock og Scheel’s tid på Gammel Estrup forbi.

Jyllands Herregaards-Museum

Andre af landets herregårde led en lignende skæbne som Gammel Estrup. I magasinet Turisten funderede man i 1929 over, hvordan gamle bygninger kunne bevares som ”Nyttebringende Institutioner”, eftersom ”Udviklingen på en Maade har gjort dem overflødige” – uden dog at komme nærmere ind på at ophævelsen af lenene havde været et politisk valg.

Gammel Estrups skæbne i 1920’erne markerer derfor tydeligt det paradoks i samtiden, at netop som man i demokratiets og lighedssamfundets navn gav sig til at afvikle herregårdene, blev det samtidigt af overordentligt stor betydning at bevare konkrete bygninger som del af den nationale kulturarv.

En af de mest oplagte muligheder til en bevaringsindsats var indretningen til museum, og i årene efter 1926 søgte man fra forskellig side at etablere et museum på Gammel Estrup. Det lykkedes i 1930, hvor Jyllands Herregårds-Museum slog dørene op. Museet skulle stå som et monument over 600 års adels- og familiehistorie på Gammel Estrup, men også som et museum over den materielle historie og den herregårdskultur, som man allerede i samtiden anede var under hastig afvikling.